Affaldsindsamling 2019

Affaldsindsamlingen den 31. marts blev en succes på flere måder! Både i Bryrup og i Them mødte flere op end nogensinde tidligere …. og glædeligt var der flere børn med end nogensinde.

Fra vore tovholdere – Helle i Bryrup og Karen i Them – forlyder det samstemmende, at affaldsmængderne i grøftekanter og langs stier heldigvis er aftagende. Vi håber, at det i fremtiden helt overflødiggør en forårsrengøring af vore fælles arealer. Men indtil dét ønskescenarie indtræffer, fortsætter vi ufortrødent med at byde foråret velkomment med en affaldsindsamling under vingerne af Danmarks Naturfredningsforening. 

I Bryrup var 25 mand i sving. Der blev samlet 225 dåser, 705 cigaretskodder og 160 kg generelt affald.