Vi er blevet flere i 2018

Den negative udvikling i befolkningstallet er vendt for Silkeborg Syd. 

I perioden frem til medio oktober ’18 gav kombinationen af fødselsoverskud og øget tilflytning en befolkningsvækst i år på +0,4%. Fremgangen skal måles op mod et minus på 0,2% i 2017. 

Virklund og Them-Salten trækker læsset. Glædeligt er det, at Bryrup-Hjøllund og Gjessø har fået sat prop i nedgangen. 

Følg linkene nedenfor og se, hvordan udviklingen har været i dit byområde. Den 16. oktober 2018 boede her 11.077 personer – eller 44 flere end ved indgangen til 2018. 

Virklund

Them-Salten

Bryrup-Hjøllund

Gjessø

 

Det gælder vores skoler og butikker

Du er inviteret til debatmøde om bosætningen i Syd

Silkeborg kommune forventer en 2-cifret tilvækst over de næste 13 år. Men IKKE i Silkeborg Syd.

Her er forventningerne tværtimod encifret for Them-Salten og endda negativ for Bryrup-Hjøllund!

Undet ét tilskrives den gl. Them kommune en boligvækst på 2,9%.

Vil det få betydning for områdets skoler – og igen hvis først børne-familierne fravælger kommunens sydlige del, hvad kan det så gøre ved vores dagligvarebutikker?

Kommunalpolitisk Forum og Liga Syd vil i samarbejde med områdets lokalråd forsøge at belyse det spørgsmål for at vurdere, hvilke lokale initiativer og ideer, der kan vende udviklingen.

Du er derfor inviteret til debatmøde tirsdag den 6. november kl. 19.00 i Toftebjerg Medborgerhus med “Bosætning i Syd” på dagsordenen.

Nr. Snede viser vejen
Til at redegøre for de arealmæssige muligheder og skolernes og daginstitutionernes fremtidige situation deltager henholdsvis Hans Okholm, formand for byrådets plan- og vejudvalg, og Søren Kristensen, viceborgmester og formand for byrådets børne- og ungeudvalg.

Til at belyse andre mulige boformer bidrager dir. René Skau Björnsson, Silkeborg Boligselskab, og dir. Ole Nørgaard Andersen, der med Nr. Snede som eksempel vil dokumentere, at alternativ byudvikling er en mulighed, selv om den sker langt væk fra storbyens centrum.

Som en af initiativtagerne til det store boligprojekt i Nr. Snede fortæller Ole Nørgaard Andersen om, hvordan Nama Parken er kommet i stand i et samarbejde mellem private investorer og boligselskabet Domea. Nr. Snede med ca. 1.800 indbyggere vil på den baggrund kunne tage 47 nye midtby eje- og lejeboliger i brug i løbet af 2019.

Med den vigtighed mødet har for Silkeborg Syd er der selvsagt gratis adgang på Toftebjerg Medborgerhus tirsdag den 6. november. Mødet starter kl. 19.

Link til invitationen: Det gælder vores skoler og dagligvarebutikker

Svigter vælgerforeningerne det lokale nærdemokrati?

Lokalpolitisk interesserede bør deltage i den debat, Kommunalpolitisk Forum / Liga Syd åbner op for den 9. oktober kl. 19 i Toftebjerg Medborgerhus. Her får de lokale partiforeninger spørgsmålet, om de har svigtet nærdemokratiet?

Baggrunden er den enkle, at Silkeborg Syd har mistet indflydelse i Silkeborg byråd siden storkommunens start i 2007. Ved det første byrådsvalg var den tidl. Them kommune repræsenteret af 4 byrådsvalgte. I forrige periode var det blot én enkelt.

Blandt mange årsager kan være, at de lokale vælgerforeninger i samme periode har nedlagt sin sine lokale vælgerforeninger her i Syd. Kun Venstre har bevaret sin traditionelle lokale foreningsstruktur. Og kun Venstre har fået en kandidat valgt i syd i storkommunens hidtidige 4 byråd.

Som oplægsholdere til en debat har Kommunalpolitisk Forum inviteret

Roger Buch – kommunalforsker og TV-ekspert i kommunalpolitiske anliggender. Om hvor kommunalreformen efterlader landdistrikterne, siger han: Det står meget værre til, end I aner!

Poul Erik Skov Heunecke – formand for Fællesledelsen i Socialdemokratiet Silkeborg kommune, der har integreret det lokale arbejde i storkommune-regi.

Kresten Friis – formand for Venstre i Silkeborg kommune. Venstre har modsat fastholdt partiets traditionelle opbygning med lokalt.

Rasmus Viuff – Midtjyllands Avis, har som avisens redaktør fulgt det politiske liv i tidl. Kjellerup kommune, der har øget sin repræsentation i byrådet til – ved valget i 2017 – 10 af byrådets 31 pladser.

Det er tirsdag 9. oktober kl. 19 – der er gratis adgang for alle

Invitation til Vælgerforening og nærdemokratimøde

 

Referat af møde i Liga Syd samt generalforsamling 2017

Referat af møde i Liga Syd samt generalforsamling

I forbindelse med Liga Syds generalforsamling den 28. feb. 2018 var arrangeret et formøde med to emner, som relaterer godt med hinanden:

”Bindeled mellem lokalsamfund og byråd – hvordan?

Dialog med de tre nyvalgte byrådsmedlemmer fra Silkeborg Syd.

Liga Syd havde inviteret de 3 nyvalgte byrådsmedlemmer fra området syd for Silkeborg: Peter Sig Kristensen, Bryrup (Ø), Kasper Thomassen, Gjessø (V), Dorthe Jensen, Virklund (A) til en kort debat om emnet, og alle havde heldigvis takket ja. Også de 4 lokalråd var inviteret til at deltage.

Stig Skovbo bød alle velkommen, 14 var mødt op ud over de 3 politikere og 3 medlemmer af Liga Syds bestyrelse.

Dernæst gav de 3 byrådsmedlemmer en kort introduktion til deres indgangsvinkel til samarbejdet med lokalområdet i Syd. Alle gav udtryk for, at der var godt potentiale for samarbejde og var åbne for kontakt fra borgerne. De har fået en god introduktion til organisation, afdelinger og teams, og føler sig klædt på til at være bindeled, evt. henvise til kollega og til at inddrage lokale.

Fra forsamlingen var der ros for åbenhed.

På spørgsmål om udvalgsmøderne kunne lægges ud i lokalområderne og gøres åbne, måtte de påpege at udvalgsmøderne er fortrolige og altså ikke tilgængelige for alle. Men der var måske mulighed for at lave en åben del i et møde, hvis der var specielle forespørgsler eller anden anledning til det.

Vigtigt at huske på at bevare den lokale respekt – byrådet dækker et stort område og Silkeborg Syd har forholdsvis få lokale repræsentanter. Være opmærksom på, om lokale er blevet spurgt!

Nærdemokratiudvalg kan give gode muligheder for borger input gennem lokalrådene. P.t. kan kun lokalrådsmedlemmer deltage i nærdemokratimøderne. Vil det evt. være muligt at åbne op så ”almindelige” borgere også kan deltage?

Der var delte meninger om, hvor godt nærdemokratiet har fungeret i Silkeborg Kommune, f.eks. er en pulje på 50.000 kr. til lokale projekter ikke blevet brugt, fordi ingen (eller for få) har haft kendskab til den. Det blev nævnt, at meget bliver ved snakken, og at ”Danmarks bedste nærdemokrati” er en frase. Det fungerer bedre i andre kommuner, og her er der også mulighed for at få borgerforslag bragt op i byrådet.

MEN der er et nyt nærdemokratiudvalg nu, så vi må se fremad på nye muligheder, og med 28 lokalråd er der en god struktur og gode muligheder.

Derefter præsenterede Jens Bloch ideen omkring et

”Et Lokalpolitisk Forum for Silkeborg Syd?”

Se vedhæftede.

Det blev pointret, at der ikke er tale om et ekstra lokalråd. I den efterfølgende debat kom der flere synspunkter frem, bl.a. om det mon er muligt at nå frem til, hvad der er vigtigt for hele området. Det må ikke blive en diskussionsklub. Vi skal prøve at tematisere problemstillinger, og bringe det ind i byrådet, men der vil stadig være emner, som kun er relevante for de enkelte lokalområder i Syd.

I Silkeborg Syd har vi masser af natur og en høj biodiversitet, og Silkeborg Kommune reklamerer med at være Outdoor Hovedstad og ”Silkeborg kalder”.

M.h.t. f.eks. plejehjemspladser har vi i Syd den laveste normering i kommunen!

Det blev aftalt, at Liga Syd er facilitator for 2-3 tematiserede cafémøder i løbet af året. Disse holdes forskellige steder. Jens Block indsamlede mailadresser fra interesserede. Det lokalpolitiske forum kører foreløbigt et år som forsøgsordning. Forskellige opgave i.f.m. faktaanalysering m.v. aftales i forening af de interesserede.

Emnet til det første møde kunne være: Hvad kan Nærdemokratiudvalget gøre for vores nærområde?

Generalforsamlingen

Generalforsamlingen blev afholdt i.h.t. de gældende vedtægter. Der var 6 deltagere ud over bestyrelsen.

1. Valg af dirigent og referent Flemming fra Gjessø Lokalråd blev valgt som dirigent, og Lena blev valgt som referent.

2. Bestyrelsens beretning Stig fremlagde beretning, som forinden var udsendt til alle medlemmer.

Efterfølgende var der følgende kommentarer/drøftelse til beretningen:

Arrangementerne er for koncentreret i Them. Dette kunne begrundes med økonomi og det vigtige i at fastholde Toftebjerg som et medborgerhus og ikke kun som bibliotek.

Betegnelsen Skovlandet fandt mange rigtig god og betegnende, men omvendt er den ikke så kendt af andre. Det er vigtigt at vi fastholder betegnelsen, og ikke hele tiden finder på nye (f.eks. Guldkants Silkeborg).

Det blev også nævnt, at hvis arrangementer holdes i samarbejde med diverse borgerforeninger eller forsamlingshuse er det muligt at holde omkostningerne til lokaleleje nede på et moderat niveau. Kulturstafetten blev også nævnt i den sammenhæng.

Forslag til aktivitet: Bagagerumsmarked.

Der var en livlig drøftelse omkring annoncering, kommunikation, hjemmeside, Face Book. En fælles hjemmeside som en slags paraply med links til andre sider blev foreslået. Mange foretrak hjemmeside, gerne med mail service, frem for Face Book. Det blev besluttet at vi kigger på vores kommunikation.

Det er vigtigt at holde fast i Lokalavisen, og der var ros til alle lokale artikler og skribenter. Men medierne bliver mere og mere digitale, så Lokalavisens fremtid er måske lidt usikker.

Beretningen blev godkendt med en enkelt tilføjelse: under arrangementer manglede en kunstudstilling med værker af lokale kunstnere i forbindelse med genåbningen af Medborgerhuset.

3. Regnskabsaflæggelse

I kassererens fravær fremlagde Lena vores lille regnskab, som på grund af besparelser på annoncering ser meget bedre ud end ved sidste generalforsamling.

Vi håber på at kunne øge medlemsskabet, evt. søge pulje ved Nærdemokratiudvalget eller finde andre indtægtskilder.

Regnskabet blev godkendt

4. Behandling af indkomne forslag Der var ingen forslag

5. Fastsættelse af kontingent Uændret kontingent på 100 kr. blev foreslået og vedtaget.

6. Valg af 3-7 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter Nuværende medlemmer som genopstiller: Stig Skovbo

Henrik Jacobsen

Ove Hjort

Ole Thorup

Lena Fjeldbo

Alle blev genvalgt

Torben Hansen ønskede ikke genvalg.

I stedet blev foreslået Jens Bloch, som blev valgt.

Valg af suppleanter:

Nuværende suppleanter: Jens Muff og Line Streit blev genvalgt

7. Valg af revisor Nuværende revisor: Bent Karkov blev genvalgt

8. Eventuelt En hel del blev drøftet i.f.m. formandens beretning, derfor blev drøftelsen her meget kort. Kort blev nævnt DLA i elektronisk form sammen med MJA. Spørgsmål om arkivering af DLA og lokalartiklerne heri – de findes på biblioteket og på egnsarkivet. Måske er det muligt at lægge artiklerne på en opdateret Liga Syd hjemmeside, efter aftale med forfatterne.

01.03.2018 / Lena

Årsberetning 2017

Større sammenhængskraft og gode fælles oplevelser

Med denne generalforsamling fejrer Liga Syd sin treårs fødselsdag som en lovformelig registreret forening. Derfor gentager vi lige foreningen formålsparagraf, som den fremstår i vore vedtægter:

a. Liga Syd er borgere, foreninger og offentlige institutioner, der vil give Silkeborg Syd et skub fremad, når det gælder handlekraft, trivsel og gode oplevelser i fællesskab.

b. Liga Syd vil supplere, understøtte, inspirere og skabe sammenhænge.

c. Form og indhold i de aktiviteter, som Liga Syd tager initiativ til, skal styrke lokale fællesskaber og være udtryk for aktivt medborgerskab.

d. Liga Syd er partipolitisk helt uafhængig.

Traditionen tro vil denne beretning fra bestyrelsen give sit bud på, om vi selv mener at have indfriet foreningens målsætning. Vi håber på en konstruktiv efterfølgende debat ……

Aktiviteter i 2017

Først lige en gennemgang af årets gang …… aktivitetsniveauet for både forårs- og efterårsprogrammet ligger stadig på samme niveau som de foregående år.

I foråret 2017 gennemførte vi følgende 7 aktiviteter:

1. fælles udflugt til foredrag på Ry Højskole om permakultur og byhave etableret af Omstilling Ry

2. foredrag om “Vildmarken i Them” ved Jens Muff

3. samspil med højskoleforening og bibliotek om foredrag med forfatteren bag bogen og filmen “Du forsvinder” (Christian Jungersen)

4. rensning af grøftekanter i fb. med Danmark Naturfredningsforenings årlige affaldindsamling

5. fugletur i foråret arrangeret i samarbejde med Them Sogn menighedsråd

6. plantebyttedag og rundvisning i Bent Karkovs eksperimenterende skovhave.

I efteråret & vinter 2017 har vi haft 5 ud af 6 planlagte aktiviteter:

1. den årlige løvfaldsmiddag blev denne gang gennemførst i den store sal på det nyrenoverede Toftebjerg

2. i forbindelse med kommunevalget stod vi sammen med de fire lokalråd i Silkeborg Syd for gennemførelse af et alternativt vælgermøde primært med deltagelse af lokale byrådskandidater

3. sammen med Toftebjerg Bibliotek & Medborgerhus har vi gennemført 3 caféaftener: om Den Lokale Avis (3), filosofi i hverdagslivet (4), udgivelse af bogværker (5)

6. vinterens sidste cafeaften afholdes den 4. april, hvor Hanne og Agner Tulesen holder oplæg og lægger op til debat om husholdningsaffald.

Der er en masse tovholdere og samarbejdspartnere for de enkelte aktiviteter, som vi skylder en stor tak for deres uegennyttige bidrag. Ingen nævnt og ingen glemt på være motto’et her!

Men for at beskrive Liga Syds aktiviteter i 2017 skylder vi også at kommentere på samspillet med Midtjyllands Avis om bidrag fra lokalskribenter til det redaktionelle stof i Den Lokale Avis.

Efter vi henvendte os til redaktør Hans Krabbe fra MJA i december 2016 er det gået stærkt. I løbet af 2017 har tæt på 50 lokalskribenter bidraget til at gøre Den Lokale Avis meget mere lokalforankret og læseværdig. I følge redaktøren er læserkredsen steget fra 2 til 5.000 personer

i løbet af det forgangne år, og aftalegrundlaget med avis og lokalskribenter er yderligere forlænget frem til sommeren 2018.

Måske er det på sin plads at pointere, at alle kan skrive bidrag til DLA. Liga Syd har blot været fødselshjælper til at få etableret relationen mellem MJA og korpset af lokalskribenter. Måske illustrerer initiativet netop liga’ens ønskede rolle som igangsætter og katalysator for forskellige samspil, der øger trivsel for os, der bor i Silkeborg Syd.

Medlemshvervning og økonomi

I løbet af 2017 er vi gået fra ca. 40 til ca. 55 betalende medlemmer af Liga Syd. Medlemsskab koster stadig kr. 100 årligt og udgør foreningens eneste indtægtskilde (dog har Them-Salten Lokalråd i årets løb bidraget med et støttemedlemskab på kr. 500).

Som den efterfølgende regnskabsaflæggelse vil afsløre har vi en beskeden likviditet til at drive foreningens aktiviteter. Men balancen er positiv efter at vi har ændret strategi for annoncering af vore aktiviteter. Vi har begrænset købeannoncer, men rundsender nu aktivitetstilbud på vores hjemmeside og vores facebookside. Endelig plejes vores medlemmer med direkte mails omkring alle udbudte aktiviteter. Vi skylder Lisbeth Zabihi en stor tak for hendes indsats som webredaktør – og til Ove for rundsendinger til medlemskredsen.

Løvfaldsmiddagen har været den eneste overskudsgivende aktivitet i 2017. Der har ikke været gennemført særskilt medlemshvervning, men vi opfordrer rutinemæssigt deltagere, der synes om vores formål og aktivitetsvifte til at slutte sig til vores medlemskreds.

Udfordringer og visioner

I 2018 er det bestyrelsens ambition at fastholde det nuværende aktivitetsniveau, hvor vi blandt andet gennemfører klassiske tilbud som rensning af grøftekanter, plantebytte og ture i naturen (se forårskalenderen på www.ligasyd,dk).

Det er fortsat også en prioriteret opgave for bestyrelsen at konsolidere foreningens økonomi, så vi øger vores evne til at agere spontant, når behov opstår.

Vi vil gerne sikre os årlige fornyelser. I 2017 blev samspillet med MJA om Den Lokale Avis en kærkommen fornyelse – eller ekstra gear. Vi håber på at relationen videreudvikles, så vi med tiden får opfyldt vore ambitioner om at få lokalt debatstof og en måneds- eller ugekalender i ugeavisen.

En anden kærkommen fornyelse – endnu et nyt gear – kan i 2018 blive etableringen af et kommunalpolitisk forum som foreslået af Jens Bloch. Vi skal sikre semi-autonomi til et sådant forum, hvis det skal placeres i vores struktur. Få snærende bånd, men samtidig en sikkerhed for, at det foreslåede forum agerer uafhængig af partipolitik og egeninteresser som lokalpolitisk vagthund i vores “pastorat”.

Inden udgangen af forårssæsonen 2018 skal vi også i bestyrelsen have taget en grundig drøftelse af vores fremtidige kommunikation med omverdenen. Udviklingen omkring de sociale medier buldrer derudaf – og vi skal være parate til at tilrette vores brug af facebook og hjemmeside som fremtidige kommunikationsplatforme, så vi ikke unødigt driver veksler på vore beskedne frivillige ressourcer til krævende redaktøropgaver.

Og så skal vi for øvrigt hele tiden sikre os at være spilbare, når enkeltpersoner eller grupper i lokalområdet byder os op til dans. Potentialet for mere samspil med lokalråd og andre etablerede aktører i Silkeborg Syd må aldrig tilsidesættes for hensyn til “plejer” eller mangel på sociologisk fantasi!

Det hele for at styrke sammenhængskraft og det muntre liv for os, der bor i Silkeborg Syd!

Bestyrelsen for Liga Syd

Februar 2018

Them Bavnehøj – med blomstrende lyng og honningbier

Det er ikke udsigten der trækker, når man drister sig til at besøge Them Bavnehøj en tilfældig solskinsonsdag i august.

Fra tidligere besøg vidste jeg, at selv på toppen af højen er udsigten begrænset på grund af bevoksning, men højder er der for at bestiges og Them Bavnehøj, som ligger knap 2 kilometer sydvest for Them er immervæk med sine 153 m Danmarks næststørste bavnehøj og femtestørste ”bjerg” i landet.

Tårnet på Them Bavnehøj

Først skulle tårnet bestiges for at tjekke udsigten. Tårnet har tidligere været et af 160 luftmeldetårne, som Flyverhjemmeværnet(nedlagt 2004) benyttede for at indrapportere evt. fjendtlige fly over Danmark. Trods grene og træer er udsigten ud over Salten-å dalen faktisk ganske dejlig. (Se foto)

 

 

 

 

Vel nede igen var det tid for et lille hvil på stedets bænk. Herfra nød jeg at betragte den blomstrende lyng, og iagttage de mange insekter, som fandt fornøjelse i lyngens nektar. Også en honningbi havde fundet vej til næringen.

Vil man have en tur i fred og ro i nærområdet, kan dette sted absolut anbefales. Der kommer ikke mange mennesker derop. Mødte kun en enkelt rytter på hest. Husk at gå den anbefalede rundtur vist på skiltet ved P-pladsen, som man finder ved at dreje til venstre på Sepstrupvej godt en km fra starten i Them. Der er herefter knap en km at køre fra skiltet.

Bent Karkov

 

 

Læs mere om de danske bjerge på bestigbjerge.dk 

Hjøllund – en magnet for bankospillere

Af Stig Skovbo

Min sidste oplevelse med bankospil dateres nok 50 år tilbage, hvor jeg som knægt var med min mor og farmor til lotterispil på Hotel Sønderport i Silkeborg. Jeg husker den særlige stemning og mine tårevædede drengeøjne på grund af den intensive rygning i den store sal.

I onsdags genoplevede jeg så bankospillet for fuld udblæsning i en røgfri Hjøllund Hallen, hvor anslået 140 spillere fra det midtjyske var forsamlet for at dele passionen omkring spillet udfoldet i sin klassiske udgave.

Hvem søger hver onsdag mod Hjøllund?

Hjøllund er omgivet af vidtstrakte skovområder på alle sider. For at komme til Hjøllund Hallen, der ligger på A13-hovedvejen, skal du igennem disse øde skovstrækninger. Til gengæld oser hallen af muntert og modent fællesskab, når du træder ind i den ældre men velholdte hal. Her samles midtjyder med passion for bankospillets talleg et par timer hver onsdag aften året rundt.

Den fyldte parkeringsplads vidner om, at deltagerne ikke primært er lokale, der blot har krydset hovedvejen. Foruden personbiler består bilparken af tre busser, der med opstart i henholdsvis Give, Brædstrup og Ikast fast bringer de inkarnerede spillere til onsdagstræffet.

Modne kvinder er langt i overtal. Måske i antal tre gange flere end deres jævnaldrende mænd. Men også yngre mænd og kvinder er at finde ved de næsten fyldte borde i hallen.

Hvad trækker ved bankespil?

På slaget syv starter opråberen tallegen. Som betragter med begrænset indsigt i spillets univers er det fachinerende at følge den diciplinerede adfærd, der udspiller sig i salen. Alle synes at kende regelsættet. Når opråberen med klar stemmeføring udspyr den valgte talrække, forstummer al samtale i lokalet. Kun lyden af talrige brikker, der nærmest synkront lægges på spillepladerne, kan høres. Spillerne synes kollektivt omfattet af en nærmest meditativ tilstand af koncentreret tilstedeværelse. Mindfullness ville nogle måske kalde det.

Et bankoråb – somme tider udtalt ad karskens bælg og andre gange spagt og selvudslettende – afbryder den individuelle fordybelsesproces. Først ved én række fuld og sidenhen ved pladen fuld. Mens vinderens talrække råbes op af en tililende hjælper, breder der sig en summen i hallen. Et vidnesbyrd om, at selvfordybelsen under spillet er suppleret af et betydende fællesskabselement både før, under og efter tallegen.

Efter en times intensivt spil annoncerer opråberen en velfortjent halvleg. Dét skaber bevægelse i salen. Nu skal toiletbesøg og udendørsrygning klares. Og nås skal også snakken med veninden fra nabosognet.

Gevinsterne – dem er der mange af – afhentes først ved spillets afslutning. Kødvarer, kvalitetsvine eller kontanter udgør udbyttet for vinderne. Det gælder både for bankospillet og for de forskellige lotterier, der også flankerer legen med brikker på spillepladerne.

Hvem står bag bankospillet?

7-8 frivillige ildsjæle forestår afviklingen af det ugentlige bankospil i Hjøllund. Et godt sammenspillet team af bestyrelsesmedlemmer for idrætsforeningen og for hallen i den lille landsby. Begge foreninger profiterer af bankospillets genererede overskud.

Lene Mikkelsen er forkvinde for Hjøllund Hallen. Mange af os husker hende som mangeårigt byrådsmedlem i Them Kommune (med efternavnet Madsen). Lene bor nu i Viborg, men indgår aktivt i sjakket omkring bankospillet hver onsdag. Hendes fortsatte engagement i Hjøllund bekræftes af, at hun også sidder i idrætsforeningens bestyrelse.

Hjøllund Gymnastik & Idrætsforening har en anden inkarneret Hjøllundborger som formand. Det er Henrik Laursen, der af de øvrige bestyrelsesmedlemmer omtales med stor respekt for hans vedholdende indsats for pleje af fællesskaber i Hjøllund.

Det er også tydeligt for den udefrakommende, at de øvrige frivillige aktører yder en imponerende indsats for gennemførelse af bankospillet denne onsdag aften i eftersommeren.

Jeg forlader Hjøllund med stor respekt overfor dem, der stædigt bidrager til at styrke fællesskab og sammenhold i lokalsamfundet.

Et vælgermøde med fokus på samspil og fællesskab

Vælgermøde 26. oktober 2017 på Toftebjerg Medborgerhus i Them.
Omkring 75 borgere fra Silkeborg Syd trodsede blæst og regn torsdag aften på Toftebjerg Bibliotek & Medborgerhus. Her trådte 9 lokale byrådskandidater frem på den lokalpolitiske scene i forbindelse med et anderledes vælgermøde arrangeret af Liga Syd i samarbejde med de fire lokalråd fra Silkeborg Syd. I stedet for at tage afsæt i valgtaler fra kandidaterne blev aftenen kyndigt guidet af Henrik Jacobsen som ordstyrer og Torben Hansen som indleder og afslutter. Med yderligere hjælp fra et borgerpanel blev fokus sat på lokalpolitiske temaer, som kandidaterne efterfølgende fik mulighed for at kommentere og politisere omkring.

20171026_190256

En forfriskende  nyudvikling af vælgermøde konceptet blev det. Ingen infights og personangreb, men modsat en række eksempler på, at politikere kan samspille og i fællesskab varetage en bindeledsfunktion mellem borgere og byråd. Som da aftenens første større tema – bybusdækning af de mindre landsbysamfund i Silkeborg Syd – blev endevendt. I stedet for blot at konstatere, at også vi i Silkeborg Syd har krav på kollektive busforbindelser for at kunne deltage i kommunens kulturtilbud, der har det med at klumpe i Silkeborg midtby, blev temaet udfordret af politikeraspiranterne. En nuanceret debat, hvor vi undgik en gold konstatering af, hvem der var henholdsvis tilhængere og modstandere af mere kollektiv trafik. I stedet blev der drøftet mere intelligente og decentrale transportmuligheder, så vi ikke ender med at kunne spotte halv- og heltomme 54-personer busser i landskabet.

Andre temaer blev tilsvarende gradbøjet i fællesskab mellem borgerpanelet, tilhørerskaren og kandidaterne: – hvordan får vi skabt en ungdomspolitik i Silkeborg Syd, der fremmer bosætning og modvirker fraflytning? Og hvordan opnår vi en ønsket synergi mellem kommunalt ansatte, frivillige og lokale ildsjæle i lokalområderne?

Også nærdemokratiske ambitioner blev luftet under vælgermødet. Enkelte kandidater ventilerede deres ambitioner for et udvidet nærdemokrati, hvor tidligere – og mere reel – borgerinddragelse kommer til at karakterisere samspillet mellem byråd og lokalsamfund. Her gik udfordringen også den anden vej, nemlig fra politikerne til lokalrådene, der blev opfordret til at være mere fremme i skoene og være dagsordenssættende i langt højere grad, som det allerede kendes fra proaktive lokalråd i kommunen.

20171026_191021Selv om vi i Silkeborg Syd udgør over ti procent af indbyggertallet i kommunen, så står vi for første gang efter sidste kommunesammenlægning uden lokal repræsentation i byrådet. Den sidste byrådsperiode har afsløret, hvor let et område kan glide ud af politikernes opmærksomhed, hvis ikke bindeledsfunktioner mellem borger og byråd er intakte. Fra salen blev et samspil på tværs af partiskel efterlyst, og flere af politikerne fra panelet kvitterede med at garantere, at hvis indvalgt i byrådet vil vi se et sådant lokalt samspil, så fællesinteresser for os i Silkeborg Syd vil blive varetaget bedst muligt gennem et politikersamspil, der bygger videre på aftenens intention – at skabe dialog og opmærksomhed om lokalpolitiske ambitioner fra Silkeborg Syd.

Stig Skovbo, formand Liga Syd

 

Stemning ved Ørredsø

 
Skærbæk Plantage gemmer på spændende natur og kulturhistorie20170626_123946
Midt i Skærbæk Plantage ligger den opdæmmede Ørredsø. En naturoplevelse ud over det sædvanlige. Her er vi tæt på Salten Å’s udspring på den midtjyske højderyg. På et for mig ukendt tidspunkt i historien er Skærbæk blevet opstemmet. Hvorfor mon? Indenfor det seneste årti er der nu etableret et meget seværdigt omløb for at sikre opgang af bækørreder i søen.
 
 
20170626_123547Du finder den billedskønne kunstige sø tæt på den grusbelagte del af Ansøvej, der går fra Fogstrup og løber ind i Faurholtvej mellem Sepstrup og Hjøllund. Nedstrøms løber Skærbæk over Ansø Enge inden den forenes med andre vandførende bække og danner Salten Å ved Ansø Mølle.
 
Palle Kousgaard har udfoldet områdets kulturhistorie. Hvis du vil vide mere kan Them Bibliotek og Medborgerhus guide dig frem i hans imponerende lokalhistoriske forfatterskab.

Hjøllund: Midtjyllands navle – eller en landsby på vej i historiens glemmebog?

 

Af Stig Skovbo

20170629_160712”Her i Hjøllund handles husene ikke. De skifter normalt kun hænder som dødsbo, eller når de går på tvangsauktion!”

Jeg har mænget mig med sjakket på landsbytorvet i Hjøllund. Parkering og opholdsområde mellem købmandsgård, indgang til campingplads og til landevejskroen, der er under renovering.

Huspriserne er lave og kreditforeningslån hænger ikke på træerne for potentielle nye borgere i dette isolerede hjørne af Silkeborg Kommune. Hjøllund ligger på den nord-syd gående A13 landevej. På hedesletten og i kanten af Gludsted Plantage, der er Danmarks største statsskovdistrikt, og med St. Hjøllund Plantage mod vest. I centrum mellem bycentrene i Silkeborg, Ikast og Nørre Snede.

”Nu er der næsten ingen børn tilbage herude. Vi er på vej til at blive en landsby af oldinge!”

Sjakket på torvet er enige om, at Hjøllund er udfordret på sin eksistens. Så dramatisk ser Karl Henrik Bundgaard slet ikke situationen for sig. Han er anden generation ud af en købmandsslægt, der uafbrudt siden 2. verdenskrig har drevet købmandsgården i Hjøllund. Selv kalder han forretningen for en gammeldags landhandel, fordi han stædigt holder fast i at udbyde alsidige fornødenheder for en landbefolkning med langt til specialforretninger. Landhandelen er et konglomerat af kiosk, dagligvaresalg og byggemarked.

”Husene er billige herude. Du kan få et sundt og velbeliggende hus for en halv million. Men modsat tidligere står landsbyen ikke plastret til af til-salg-skilte. Tilflyttere værdsætter den centrale placering midt i det jyske og den vidtstrakte og upolerede natur herude.”

”I dag er der 5 børnefamilier med 9 børn herude. Få i alderen 25-50. Og mange over 60 år. Så det er rigtigt, at vi er udfordret på at få generationsskiftet den store gruppe af ældre. Men landsbyen er ikke truet på sin eksistens. Hjøllund har eksisteret i over 900 år – og skal også nok denne gang finde udveje.”

20170626_131635Købmanden nævner her den store ubekendte faktor: – snakken om at etablere en nord-syd gående motorvej fra Kolding til Viborg. Vejdirektoratets igangværende forundersøgelser skal være færdiggjort i 2019. Så med politisk vedtagelse, projektering og gennemførelse taler vi om mange år før en motorvej vil være en realitet. Hvis altså politikerne vælger den korte rute gennem Gludsted Plantage frem for en længere vejføring, der slår en kurve omkring Herning.

Poul Arne Madsen er formand for borgerforeningen i Hjøllund og Omegn og indvalgt i Skovlandets Lokalråd. Han deler købmandens syn på landsbyens fremtidsudsigter:

”I dag er vi slet ikke døende. Men det kan gå to veje: – enten lider vi en langsom aldringsdød, fordi tilflytningen går helt i stå. Eller også vil landsbyen blomstre og udvikles igen, hvis snakken om en motorvej på den midtjyske højderyg bliver en realitet.”

”Hvis vi får en motorvej tæt på Hjøllund, vil det få store konsekvenser for natur og vildt i vore udstrakte skovområder. For Hjøllund vil det samtidig blive helt afgørende, om der etableres af- og tilkørsler ved landsbyen. Hvis det sker, vil virksomheder med fokus på transport eller skovdrift måske finde det attraktivt at placere sig herude.”

De fleste arbejdspladser omkring Hjøllund findes i landbrug og skovbrug. Truckercenter, savværk og grusgravning udgør de største erhvervsaktiviteter i dag. Størst var Hjøllund i krigsårene, hvor den tyske besættelsesmagt etablerede et ammunitionsdepot ved landsbyen. Efter krigen blev depotet omdannet til en flygtningelejr og senere lejr for værnemagere.

På landsbytorvet fortsættes snakken med sjakket: ”Hvad har i af fællesskaber herude?”

”Idrætsforeningen afholder bankospil i hallen hver onsdag. Tidligere havde vi vores egne fodboldhold, men nu ligger sportspladsen øde hen. Det høje græs besøges kun af kronvildt i ny og næ.”

Hjøllunds historie:
– Stationsbygning indvies i Hjøllund 1920
– ”Diagonalbanen” mellem Brande og Silkeborg i drift 1920-71
– Godstrafik fortsættes mellem Brande og Hjøllund til 1989
– 1942-45: Værnemagten lejer jord af statsskoven til ammunitionsdepot ved Hjøllund
– 1945: Flygtningelejr for tyske flygtninge
– 1946-48: Lejr for landsvigere og værnemagere
(Kilde: Martin Holm, ”Hjøllund under besættelse og retsopgør”)
– 1971: ”Slaget om Hjøllund”: motorcykelrockere indvaderer halbal i Hjøllund, men smides på porten af egnens ungdom
– 1998: Bytorvet i Hjøllund indvies
– 2016: Råstofudvinding / grusgravning indledes øst for Lille Hjøllund
– 2017-19: Forundersøgelser omkring en nord-syd gående midtjysk motorvej

1 2 3