Generalforsamling 2021

BESTYRELSENS BERETNING v. Liga Syds generalforsamling 8. juni 2021

Moderat vækst – som vi har ønsket os
Liga Syd fejrer 6 års fødselsdag ved denne generalforsamling. I alt har vi virket 8 år for at fremme sammenhængskraft og gøre det sjovere at bo i Silkeborg Syd. 
På trods af en pandemi, der i flere omgange har udsat eller aflyst en række planlagte aktiviteter, har vi forøget vores aktivitetsniveau – og vi har øget medlemstallet med ca. 1/3 til ca. 80 betalende medlemmer optalt forud for denne generalforsamling.
Kassebeholdningen er skrumpet fra knap kr. 18.000 til tæt på kr. 14.000 i et år, hvor vi ikke har modtaget direkte tilskud udefra til foreningens ordinære aktiviteter.
Hertil skal nævnes Naturprojektet Natur Syd, der løber i perioden 2020-22, og som udgør et selvstændigt regnskab over tilskuddet fra Silkeborg Kommune, der beløber sig til kr. 75.000 i hvert af de tre tilskudstildelte år. Pga pandemien har aktiviteter – og dermed udgifter – været beskedne, så vi ved indgangen til 2021 stort set lå inde med hele tilskudsbeløbet.

Overordnet set føler vi i bestyrelsen, at foreningen Liga Syd fremstår kendt og værdsat som en aktør, der blander sig i nærdemokratiske anliggender, som samspiller med andre lokale aktører og som tilbyder en vifte af velbesøgte aktiviteter.

Gennemførte aktiviteter i 2020
2020 blev indledt af et brag af en “nytårsparole” med oplæg fra vore tre lokale byrådsrepræsentanter flankeret af gæsteoptræden af koret “On time” fra Vrads.
Vores klassiske og tilbagevendende aktiviteter – en årlig fugletur, affaldsindsamling og plantebytte – blev alle gennemført. Men løvfaldsmiddagen måtte aflyses pga. pandemien. Størstedelen af planlagte foredrag og debatmøder omkring den vilde natur i Silkeborg Syd har nu været udsat mindst to gange ….. men vi har begrundet håb for at kunne gennemføre 5 planlagte foredrag i forsommeren- og eftersommeren 21.
I løbet af 2020 har Liga Syd bidraget med høringssvar i to kommunale anliggender. Dels har vi udtalt os i favør af kommunens naturgenopretningsprojekt ved Sillerup Væld. Og dels har vi sammenfattet et større høringssvar i forlængelse af afholdte borgermøder omkring revision af kommuneplanen for 2020-32.
Aktiviteterne er gennemført af foreningen alene eller i ledtog med andre aktører. Samspillet med de fire lokalråd i Silkeborg Syd skal nævnes specielt. Vi oplever en stor vilje fra alle til at samarbejde om lokale anliggender og håber på yderligere fælles aktiviteter fremover.
Toftebjerg Bibliotek & Medborgerhus skal også fremhæves for deres vilje og hjælp til at facilitere en stor del af vore folkeoplysende aktiviteter.
Her skal der også rettes en tak til Midtjyllands Avis, der gennem ugeavisen Den Lokale Avis har stillet spalteplads til rådighed for foromtaler af vore aktiviteter – og faktisk givet os favørpriser på vore indrykkede annoncer i årets løb.

De indre linjer i Liga Syd
På grund af fraflytning mistede vi vores skattede webredaktør, Lena Fjeldbo, i løbet af 2020. Jens Bloch har taget over og sikrer med et skarp journalistik hånd, at hjemmeside bliver ajourført og medlemsorienteringer kommer rundt i kredsen. Carsten Lindblad er tiltrådt som webmaster-suppleant, så vi nu har en gardering på denne afgørende post.
I 2020 har Jess Hardlei forestået tjansen som kasserer for borgernetværket. På kyndig vis. Vi forsøger vedvarende at tiltrække en kasserer-suppleant, så vi tilsvarende reducerer vores sårbarhed ved ferier eller øvrige fraværsperioder.
Bestyrelsen har bestået af 6 medlemmer (vedtægterne kræver 3 til 7 bestyrelsesmedlemmer). Ole Thorup har været en del af bestyrelsen siden foreningens start, men har nu varslet sin udtræden for at hellige sig tovholderfunktioner omkring konkrete aktiviteter. Vi skylder ham en stor tak som foreningens altid positive og hjælpsomme fødselshjælper!

Vi 5 tilbageværende bestyrelsesmedlemmer genopstiller alle. Men det er vores fælles ønske at tiltrække nye – og gerne yngre – kræfter, så vi bliver det maksimale antal bestyrelsesmedlemmer fremover for derved at minimere bestyrelsesarbejdet for den enkelte. Forhåbentligt indfries dette ønske under generalforsamlingens senere punkt omkring valg til bestyrelsen.
Formandsskabet har i foreningens 6 år været varetaget af af Stig Skovbo som formand og Henrik Jacobsen som næstformand. Begge ønsker på sigt at træde ud og lade sig erstatte af nye kræfter, der kan videreudvikle borgernetværket. Det har fungeret meget hensigtsmæssigt med et delt formandsskab, der har muliggjort længere fraværsperioder (fysisk såvel som mentalt) for begge, hvorfor konstellationen med et tæt parløb mellem formand og næstformand anbefales fortsat efter et kommende personskifte.

Visioner & strategier 
“En nøgle til vores relative (selvoplevede) succes i 2019 har været vores samspil med lokalråd og øvrige foreninger i lokalområdet. Vi håber også at kunne udbygge et konkret samspil med lokale institutioner – ikke mindst uddannelsesinstitutionerne – i fremtiden.”
Det ovenstående citat er sakset fra sidste års beretning, men er ikke mindre gældende fremefter. Vi ønsker os et fortsat tæt samspil med vore nuværende tre lokale byrådsmedlemmer – og med forhåbentligt nyindvalgte byrådsmedlemmer efter kommunalvalget i november 2021.
Vi ser ind i et andet halvår 2021, hvor Liga Syd forventeligt kommer til at spille en central rolle som medarrangør af lokale vælgermøder op til kommunevalget. Samtidig håber vi at kunne genstarte righoldige aktiviteter i relation til naturprojektet Natur Syd. Og vi har yderligere ambitioner om at kunne booste folkeoplysningsaktiviteter i samspil med kulturhuset Toftebjerg i det kommende år.

Og skal 2021 så ikke blive året, hvor vi – ved fælles hjælp – runder 100 betalende medlemmer? Med et forslag om uforandret kontingent (100 kroner per person) vil vi fremover have en grundfinansiering på kr. 10.000 til annoncering og gennemførelse af vore aktiviteter.
Hjælp os med at realisere den nævnte målsætning. Og hold dig ikke tilbage med ris & ros til vore aktiviteter og prioriteringer …… kun gennem en engageret dialog vil vi i fællesskab kunne videreudvikle borgernetværket!
Bestyrelsen i Liga Syd, juni 2021

Referat fra generalforsamling 2019

Referat af Liga Syds 4. generalforsamling på Toftebjerg

12. marts 2019

Dagsorden: Iflg. gældende VEDTÆGTER
Referent: Henrik Jacobsen

Dirigent: Erik Markvad blev valgt

Vedtægter: Ingen ændringsforslag

Beretning:
Vedtaget af alle kontingentbetalende. Der er næsten 100 medlemmer, men flertallet betaler ikke deres kontingent og melder sig heller ikke ud. Får samme service uanset betalende eller ej. Det er muligt at betale via MobilePay.  Forslag stillet om forenings-/firmamedlemsskab på ca. kr. 500. Den nye bestyrelse skal ta’ stilling hertil, og der skal samles op på medlemskab. Vigtigt at agitere ved arrangementer. Medbringe girokort.

Regnskab:
Gennemgang heraf. Enstemmigt vedtaget.

Forslag:
Ingen indkomne forslag

Kontingent:
Fastholdelse af kr. 100 for 2020.

Valg til bestyrelsen:
Genvalg til Stig Skovbo, Ole Thorup, Lena Fjeldbo, Jens Bloch og Henrik Jacobsen. Nyvalgt blev Jess Hardlei, Virklund, som afløser for Ove Hjort, der modtog tak og gave.

Valg af suppleanter:
Genvalg til Line Streit og Jens Muff Hansen

Valg af revisor:
Bent Karkov genvalgt

Årsberetning for 2018

Større sammenhængskraft og gode fælles oplevelser

Liga Syd kan ved denne generalforsamling fejre sin 4 års fødselsdag som forening. Og det er nu 6 år siden de første tanker om et borgernetværk til styrkelse af fællesskaber, sammenhængskraft og trivsel i Silkeborg Syd blev født.

Vi kan altså med et glimt i øjet påstå at være i førskolealderen. Stadig ny på banen ….

Læs hele beretningen her: Bestyrelsens beretning – 12. marts 2019

Referat af møde i Liga Syd samt generalforsamling 2017

Referat af møde i Liga Syd samt generalforsamling

I forbindelse med Liga Syds generalforsamling den 28. feb. 2018 var arrangeret et formøde med to emner, som relaterer godt med hinanden:

”Bindeled mellem lokalsamfund og byråd – hvordan?

Dialog med de tre nyvalgte byrådsmedlemmer fra Silkeborg Syd.

Liga Syd havde inviteret de 3 nyvalgte byrådsmedlemmer fra området syd for Silkeborg: Peter Sig Kristensen, Bryrup (Ø), Kasper Thomassen, Gjessø (V), Dorthe Jensen, Virklund (A) til en kort debat om emnet, og alle havde heldigvis takket ja. Også de 4 lokalråd var inviteret til at deltage.

Stig Skovbo bød alle velkommen, 14 var mødt op ud over de 3 politikere og 3 medlemmer af Liga Syds bestyrelse.

Dernæst gav de 3 byrådsmedlemmer en kort introduktion til deres indgangsvinkel til samarbejdet med lokalområdet i Syd. Alle gav udtryk for, at der var godt potentiale for samarbejde og var åbne for kontakt fra borgerne. De har fået en god introduktion til organisation, afdelinger og teams, og føler sig klædt på til at være bindeled, evt. henvise til kollega og til at inddrage lokale.

Fra forsamlingen var der ros for åbenhed.

På spørgsmål om udvalgsmøderne kunne lægges ud i lokalområderne og gøres åbne, måtte de påpege at udvalgsmøderne er fortrolige og altså ikke tilgængelige for alle. Men der var måske mulighed for at lave en åben del i et møde, hvis der var specielle forespørgsler eller anden anledning til det.

Vigtigt at huske på at bevare den lokale respekt – byrådet dækker et stort område og Silkeborg Syd har forholdsvis få lokale repræsentanter. Være opmærksom på, om lokale er blevet spurgt!

Nærdemokratiudvalg kan give gode muligheder for borger input gennem lokalrådene. P.t. kan kun lokalrådsmedlemmer deltage i nærdemokratimøderne. Vil det evt. være muligt at åbne op så ”almindelige” borgere også kan deltage?

Der var delte meninger om, hvor godt nærdemokratiet har fungeret i Silkeborg Kommune, f.eks. er en pulje på 50.000 kr. til lokale projekter ikke blevet brugt, fordi ingen (eller for få) har haft kendskab til den. Det blev nævnt, at meget bliver ved snakken, og at ”Danmarks bedste nærdemokrati” er en frase. Det fungerer bedre i andre kommuner, og her er der også mulighed for at få borgerforslag bragt op i byrådet.

MEN der er et nyt nærdemokratiudvalg nu, så vi må se fremad på nye muligheder, og med 28 lokalråd er der en god struktur og gode muligheder.

Derefter præsenterede Jens Bloch ideen omkring et

”Et Lokalpolitisk Forum for Silkeborg Syd?”

Se vedhæftede.

Det blev pointret, at der ikke er tale om et ekstra lokalråd. I den efterfølgende debat kom der flere synspunkter frem, bl.a. om det mon er muligt at nå frem til, hvad der er vigtigt for hele området. Det må ikke blive en diskussionsklub. Vi skal prøve at tematisere problemstillinger, og bringe det ind i byrådet, men der vil stadig være emner, som kun er relevante for de enkelte lokalområder i Syd.

I Silkeborg Syd har vi masser af natur og en høj biodiversitet, og Silkeborg Kommune reklamerer med at være Outdoor Hovedstad og ”Silkeborg kalder”.

M.h.t. f.eks. plejehjemspladser har vi i Syd den laveste normering i kommunen!

Det blev aftalt, at Liga Syd er facilitator for 2-3 tematiserede cafémøder i løbet af året. Disse holdes forskellige steder. Jens Block indsamlede mailadresser fra interesserede. Det lokalpolitiske forum kører foreløbigt et år som forsøgsordning. Forskellige opgave i.f.m. faktaanalysering m.v. aftales i forening af de interesserede.

Emnet til det første møde kunne være: Hvad kan Nærdemokratiudvalget gøre for vores nærområde?

Generalforsamlingen

Generalforsamlingen blev afholdt i.h.t. de gældende vedtægter. Der var 6 deltagere ud over bestyrelsen.

1. Valg af dirigent og referent Flemming fra Gjessø Lokalråd blev valgt som dirigent, og Lena blev valgt som referent.

2. Bestyrelsens beretning Stig fremlagde beretning, som forinden var udsendt til alle medlemmer.

Efterfølgende var der følgende kommentarer/drøftelse til beretningen:

Arrangementerne er for koncentreret i Them. Dette kunne begrundes med økonomi og det vigtige i at fastholde Toftebjerg som et medborgerhus og ikke kun som bibliotek.

Betegnelsen Skovlandet fandt mange rigtig god og betegnende, men omvendt er den ikke så kendt af andre. Det er vigtigt at vi fastholder betegnelsen, og ikke hele tiden finder på nye (f.eks. Guldkants Silkeborg).

Det blev også nævnt, at hvis arrangementer holdes i samarbejde med diverse borgerforeninger eller forsamlingshuse er det muligt at holde omkostningerne til lokaleleje nede på et moderat niveau. Kulturstafetten blev også nævnt i den sammenhæng.

Forslag til aktivitet: Bagagerumsmarked.

Der var en livlig drøftelse omkring annoncering, kommunikation, hjemmeside, Face Book. En fælles hjemmeside som en slags paraply med links til andre sider blev foreslået. Mange foretrak hjemmeside, gerne med mail service, frem for Face Book. Det blev besluttet at vi kigger på vores kommunikation.

Det er vigtigt at holde fast i Lokalavisen, og der var ros til alle lokale artikler og skribenter. Men medierne bliver mere og mere digitale, så Lokalavisens fremtid er måske lidt usikker.

Beretningen blev godkendt med en enkelt tilføjelse: under arrangementer manglede en kunstudstilling med værker af lokale kunstnere i forbindelse med genåbningen af Medborgerhuset.

3. Regnskabsaflæggelse

I kassererens fravær fremlagde Lena vores lille regnskab, som på grund af besparelser på annoncering ser meget bedre ud end ved sidste generalforsamling.

Vi håber på at kunne øge medlemsskabet, evt. søge pulje ved Nærdemokratiudvalget eller finde andre indtægtskilder.

Regnskabet blev godkendt

4. Behandling af indkomne forslag Der var ingen forslag

5. Fastsættelse af kontingent Uændret kontingent på 100 kr. blev foreslået og vedtaget.

6. Valg af 3-7 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter Nuværende medlemmer som genopstiller: Stig Skovbo

Henrik Jacobsen

Ove Hjort

Ole Thorup

Lena Fjeldbo

Alle blev genvalgt

Torben Hansen ønskede ikke genvalg.

I stedet blev foreslået Jens Bloch, som blev valgt.

Valg af suppleanter:

Nuværende suppleanter: Jens Muff og Line Streit blev genvalgt

7. Valg af revisor Nuværende revisor: Bent Karkov blev genvalgt

8. Eventuelt En hel del blev drøftet i.f.m. formandens beretning, derfor blev drøftelsen her meget kort. Kort blev nævnt DLA i elektronisk form sammen med MJA. Spørgsmål om arkivering af DLA og lokalartiklerne heri – de findes på biblioteket og på egnsarkivet. Måske er det muligt at lægge artiklerne på en opdateret Liga Syd hjemmeside, efter aftale med forfatterne.

01.03.2018 / Lena

Årsberetning 2017

Større sammenhængskraft og gode fælles oplevelser

Med denne generalforsamling fejrer Liga Syd sin treårs fødselsdag som en lovformelig registreret forening. Derfor gentager vi lige foreningen formålsparagraf, som den fremstår i vore vedtægter:

a. Liga Syd er borgere, foreninger og offentlige institutioner, der vil give Silkeborg Syd et skub fremad, når det gælder handlekraft, trivsel og gode oplevelser i fællesskab.

b. Liga Syd vil supplere, understøtte, inspirere og skabe sammenhænge.

c. Form og indhold i de aktiviteter, som Liga Syd tager initiativ til, skal styrke lokale fællesskaber og være udtryk for aktivt medborgerskab.

d. Liga Syd er partipolitisk helt uafhængig.

Traditionen tro vil denne beretning fra bestyrelsen give sit bud på, om vi selv mener at have indfriet foreningens målsætning. Vi håber på en konstruktiv efterfølgende debat ……

Aktiviteter i 2017

Først lige en gennemgang af årets gang …… aktivitetsniveauet for både forårs- og efterårsprogrammet ligger stadig på samme niveau som de foregående år.

I foråret 2017 gennemførte vi følgende 7 aktiviteter:

1. fælles udflugt til foredrag på Ry Højskole om permakultur og byhave etableret af Omstilling Ry

2. foredrag om “Vildmarken i Them” ved Jens Muff

3. samspil med højskoleforening og bibliotek om foredrag med forfatteren bag bogen og filmen “Du forsvinder” (Christian Jungersen)

4. rensning af grøftekanter i fb. med Danmark Naturfredningsforenings årlige affaldindsamling

5. fugletur i foråret arrangeret i samarbejde med Them Sogn menighedsråd

6. plantebyttedag og rundvisning i Bent Karkovs eksperimenterende skovhave.

I efteråret & vinter 2017 har vi haft 5 ud af 6 planlagte aktiviteter:

1. den årlige løvfaldsmiddag blev denne gang gennemførst i den store sal på det nyrenoverede Toftebjerg

2. i forbindelse med kommunevalget stod vi sammen med de fire lokalråd i Silkeborg Syd for gennemførelse af et alternativt vælgermøde primært med deltagelse af lokale byrådskandidater

3. sammen med Toftebjerg Bibliotek & Medborgerhus har vi gennemført 3 caféaftener: om Den Lokale Avis (3), filosofi i hverdagslivet (4), udgivelse af bogværker (5)

6. vinterens sidste cafeaften afholdes den 4. april, hvor Hanne og Agner Tulesen holder oplæg og lægger op til debat om husholdningsaffald.

Der er en masse tovholdere og samarbejdspartnere for de enkelte aktiviteter, som vi skylder en stor tak for deres uegennyttige bidrag. Ingen nævnt og ingen glemt på være motto’et her!

Men for at beskrive Liga Syds aktiviteter i 2017 skylder vi også at kommentere på samspillet med Midtjyllands Avis om bidrag fra lokalskribenter til det redaktionelle stof i Den Lokale Avis.

Efter vi henvendte os til redaktør Hans Krabbe fra MJA i december 2016 er det gået stærkt. I løbet af 2017 har tæt på 50 lokalskribenter bidraget til at gøre Den Lokale Avis meget mere lokalforankret og læseværdig. I følge redaktøren er læserkredsen steget fra 2 til 5.000 personer

i løbet af det forgangne år, og aftalegrundlaget med avis og lokalskribenter er yderligere forlænget frem til sommeren 2018.

Måske er det på sin plads at pointere, at alle kan skrive bidrag til DLA. Liga Syd har blot været fødselshjælper til at få etableret relationen mellem MJA og korpset af lokalskribenter. Måske illustrerer initiativet netop liga’ens ønskede rolle som igangsætter og katalysator for forskellige samspil, der øger trivsel for os, der bor i Silkeborg Syd.

Medlemshvervning og økonomi

I løbet af 2017 er vi gået fra ca. 40 til ca. 55 betalende medlemmer af Liga Syd. Medlemsskab koster stadig kr. 100 årligt og udgør foreningens eneste indtægtskilde (dog har Them-Salten Lokalråd i årets løb bidraget med et støttemedlemskab på kr. 500).

Som den efterfølgende regnskabsaflæggelse vil afsløre har vi en beskeden likviditet til at drive foreningens aktiviteter. Men balancen er positiv efter at vi har ændret strategi for annoncering af vore aktiviteter. Vi har begrænset købeannoncer, men rundsender nu aktivitetstilbud på vores hjemmeside og vores facebookside. Endelig plejes vores medlemmer med direkte mails omkring alle udbudte aktiviteter. Vi skylder Lisbeth Zabihi en stor tak for hendes indsats som webredaktør – og til Ove for rundsendinger til medlemskredsen.

Løvfaldsmiddagen har været den eneste overskudsgivende aktivitet i 2017. Der har ikke været gennemført særskilt medlemshvervning, men vi opfordrer rutinemæssigt deltagere, der synes om vores formål og aktivitetsvifte til at slutte sig til vores medlemskreds.

Udfordringer og visioner

I 2018 er det bestyrelsens ambition at fastholde det nuværende aktivitetsniveau, hvor vi blandt andet gennemfører klassiske tilbud som rensning af grøftekanter, plantebytte og ture i naturen (se forårskalenderen på www.ligasyd,dk).

Det er fortsat også en prioriteret opgave for bestyrelsen at konsolidere foreningens økonomi, så vi øger vores evne til at agere spontant, når behov opstår.

Vi vil gerne sikre os årlige fornyelser. I 2017 blev samspillet med MJA om Den Lokale Avis en kærkommen fornyelse – eller ekstra gear. Vi håber på at relationen videreudvikles, så vi med tiden får opfyldt vore ambitioner om at få lokalt debatstof og en måneds- eller ugekalender i ugeavisen.

En anden kærkommen fornyelse – endnu et nyt gear – kan i 2018 blive etableringen af et kommunalpolitisk forum som foreslået af Jens Bloch. Vi skal sikre semi-autonomi til et sådant forum, hvis det skal placeres i vores struktur. Få snærende bånd, men samtidig en sikkerhed for, at det foreslåede forum agerer uafhængig af partipolitik og egeninteresser som lokalpolitisk vagthund i vores “pastorat”.

Inden udgangen af forårssæsonen 2018 skal vi også i bestyrelsen have taget en grundig drøftelse af vores fremtidige kommunikation med omverdenen. Udviklingen omkring de sociale medier buldrer derudaf – og vi skal være parate til at tilrette vores brug af facebook og hjemmeside som fremtidige kommunikationsplatforme, så vi ikke unødigt driver veksler på vore beskedne frivillige ressourcer til krævende redaktøropgaver.

Og så skal vi for øvrigt hele tiden sikre os at være spilbare, når enkeltpersoner eller grupper i lokalområdet byder os op til dans. Potentialet for mere samspil med lokalråd og andre etablerede aktører i Silkeborg Syd må aldrig tilsidesættes for hensyn til “plejer” eller mangel på sociologisk fantasi!

Det hele for at styrke sammenhængskraft og det muntre liv for os, der bor i Silkeborg Syd!

Bestyrelsen for Liga Syd

Februar 2018

Dialogmøde med MJA & ordinær generalforsamling i Liga Syd

Onsdag den 25. januar 2017 kl. 19:00 / Medborgerhuset Toftebjerg

  1. halvleg: Referat fra dialogmøde med Midtjyllands Avis (MJA):

26 deltagere var mødt op for at høre MJA’s tanker for en styrket lokal nyhedsdækning.

Nyhedsredaktør Brian Holst indledte med at konstatere, at det går godt for Midtjyllands Avis. Økonomien er god og abonnenttallet øges igen.

Efter chefredaktør Hans Krabbes tiltrædelse sidste år er mange ting omkalfatret for at forbedre nyhedsformidlingen. Den faste opdeling i ”øst-nord-vest-syd-sektioner” er ændret. Det betyder primært, at de faste geografiske journalister (og kontaktpersoner) nu suppleres af kolleger, der bredt i dækningsområder behandler tematiserede artikler og artikelserier.

Brian Holst beskrev dernæst, hvordan slogan’et ”Lokal med vilje” er udtryk for avisens intensiverede ønske om at være tilstede i hele dækningsområdet. Dermed vedkender avisen sig et medansvar for at sikre sammenhængskraft og annoncering lokalt.

Efterfølgende beskrev projektmedarbejder Claus Linddahl sit midlertidige virke med at udrede mulighederne for etablering af egentlige partnerskaber mellem avisen og fire lokalsamfund i dækningsområdet. Her nævnte han ideen fra Liga Syd om at genoplive systemet med lokale meddelere (eller ”barfodsjournalister”). Også andre former for samspil mellem avisen og lokalområderne kan komme på tale i løbet af de kommende måneders planlægningsarbejde.

I den efterfølgende dialog delte mange mødedeltagere ud af deres syn på avisens lokale nyhedsdækning. Flere efterlyste en tilbagevenden til de geografiske dækningsområder, mens andre erkendte værdierne i nu at læse mere bredt i avisen for at fange lokale nyheder – og fordi det samtidig er forfriskende med nyhedsdækning fra nye journalistiske skribenter.

Brian Holst konstaterede, at avisen med den ændrede strategi forsøger at få læsere til at konsumere en større del af avisen, fordi de tematiserede artikler også rummer elementer fra lokalområderne. For at kompensere for at læserne ikke farer vild i den nye avisopsætning tilføjede han, at bynavne nu i større grad end tidligere indgår i overskrifterne for artiklerne.

Udviklingsleder ved Silkeborg Bibliotekerne Inge Kring sporede dialogen ind på ugeavisen ”Den Lokale Avis” (DLA). Hun efterlyste en mere appetitlig ugeavis med debatorienterede indlæg. Agner Thulesen tilføjede, at borgere sagtens kunne bidrage til det redaktionelle stof i lokalavisen. Hertil forsikrede Brian Holst forsamlingen om, at avisen gerne vil inddrage læserne i højere grad – og at det beskrevne udredningsarbejde ved Claus har til hensigt at pege på hensigtsmæssige rammer for et tættere samspil mellem avisen og dens læsere.

I forsamlingen var der flere, der påpegede behovet for at sikre kvalitet gennem avisens redigering af evt. lokale bidragsydere. Med henvisning til lokale facebook-sider blev det konstateret, at disse ofte mangler journalistisk kvalitet, hvilket reducerer lysten til at følge disse sider.

En konstatering af, at annoncering for aktiviteter i Silkeborg Syd drukner i den generelle spalte ”Det sker” drejede fokus over på, om vi med DLA har et medie, hvor en fast side til lokal aktivitetskalender for Silkeborg Syd kan indtænkes, da den husstandsomdeles én gang om ugen. Stig gjorde sig til talsmand for, at DLA udgør et stort potentiale for eksperimenter omkring et styrket samspil mellem avis og lokalområde. Han spurgte konkret i deltagerkredsen, om også andre end Liga Syd var interesserede i at oprette et korps af ”barfodsjournalister”. Repræsentanter for lokalråd og foreningsliv støttede umiddelbart en sådan forsøgsordning.

Som konklusion på mødet blev det fastslået, at MJA – i dialog med Liga Syd – arbejder videre på at udrede muligheder for en partnerskabsaftale med Silkeborg Syd. Når et konkret forslag er udarbejdet inviterer Liga Syd og avisen til et nyt borgermøde for at sikre, at det fremtidige samspil bliver bredt ud til en bredere kreds af aktører i Silkeborg Syd.

  1. halvleg: Ordinær Generalforsamling i Liga Syd

Ordstyrer / dirigent: Torben Steenberg valgt efter indstilling fra LS’s bestyrelse.

Referent:  Henrik Jacobsen (eneste tilstedeværende med skriveværktøj ved hånden).

Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var rettidig indkaldt med annonce i DLA samt mails til medlemmer.

Bestyrelsens beretning blev oplæst af Henrik & Stig, der i 2016 udgjorde formandsskabet i LS. Hele beretningen kan læses på www.ligasyd.dk

Beretningen gav anledning til en række opfølgende kommentarer og spørgsmål:

  • den stramme økonomi i foreningen (se senere) afledte spørgsmål om ikke foreningen var berettet til kommunalt tilskud til drift eller aktivitetsgennemførelse.
  • Landdistriktspuljen og fondsmidler blev ligeledes nævnt som mulige medfinansieringskilder.
  • Opfordring til at bruge Jens Bæks gård i Bryrup mere til LS-aktiviteter.
  • Opfordring til at følge op på kontingentbetaling, så tidligere medlemmer ikke forsvinder, blot fordi de ikke bliver personligt kontaktet. Andre tiltag til medlemshvervning blev efterlyst.
  • Behov for styrket pleje af medlemmer gerne rundsending af mails forud for alle aktiviteter, hvor LS er (med-)arrangør.
  • Intensiveret arbejde med at skabe en fælles aktivitetskalender for Silkeborg Syd. Gerne i DLA.
  • Liga Syds rolle er diffus og svært at sælge. Forslag om at fokusere mere på miljø- og energispørgsmål i vedtægternes formalsparagraf. Evt. ved at knytte Liga Syd til den globale omstillings-organisering.
  • Aktivt medborgerskab forpligter til lokalt samspil – ikke udelukkende med miljøaktivister, men lige så meget med lokale forenings- og rådsrepræsentanter.
  • Hvordan sikres det, at Liga Syds aktiviteter også rammer den yngre målgruppe?
  • Ønsket om at Liga Syd påtager sig en rolle for at skabe dialog mellem beboere i syd og politikere i byrådet blev fremført.
  • Live streaming af foredrag blev foreslået som en fremtidig indtægtskilde for LS.

Regnskabsaflæggelse ved kasserer Ove Hjort. Foreningen har ved årsskiftet en kassebeholdning på usle kr. 146,07. Udgifter for godt kr. 10.000 (primært til annoncering af aktiviteter) har reduceret kassebeholdningen fra sidste år med knap kr. 6.000.

Efter en drøftelse af mulige fremtidige indtægtskilder blev regnskabet godkendt.

Strategi: – intensiveret medlemshvervning / nye indtægtsgivende aktiviteter / ekstern støtte.

Ændret kontingentpraksis: Fremover betales 12 mdr. frem og ikke resten af kalenderåret. Denne praksis er allerede iværksat af foreningens kasserer. På næste års generalforsamling skal vedtægtsændringsforslag konfirmere denne praksis, hvis den stadig ønskes fastholdt.

Indkomne forslag:

  • Sommerbesøg i Verners orkide-skov (stillet Af Torben Steenberg)
  • Overvågning samt evt. mødearrangement omkring linieføring for en motorvejslinieføring gennem Hjøllund Plantage (stillet af Jens Muff)

Kontingentbetaling: – fastholdes på kr 100 per medlem.

Valg til bestyrelsen:

  • Stig Skovbo (genvalgt)
  • Henrik Jacobsen (genvalgt)
  • Ole Thorup (genvalgt)
  • Torben Hansen (genvalgt)
  • Ove Hjort (nyvalgt)
  • Lena Fjeldbo (nyvalgt)

Helle Søndergaard: Udtræder efter eget ønske for at koncentrere sig om tovholderi ved konkrete LS-aktiviteter.

Suppleanter:

  1. Jens Muff (genvalgt)
  2. Line Streit (genvalgt)

Revisor:

Bent Karkov (genvalgt)

Eventuelt: – intet.

Formanden takkede dirigenten for udvist dåd – og bad alle forsamlede om at skrubbe af, da hans personlige sengetid for længst var overskreden.

 

Generalforsamling 20/1 2016

LigaSydLogo-email2
Bestyrelsens beretning
til generalforsamling i foreningen Liga Syd 20. Januar 2016

Større sammenhængskraft og gode oplevelser i fællesskab. Dét udgør ambitionen bag foreningen Liga Syd, der ved denne tid sidste år blev stiftet af en løst organiseret initiativkreds af lokale medborgere fra Silkeborg Syd.

I foreningens formålsparagraf står der endvidere, at Liga Syd er partipolitisk uafhængig. At vi vil supplere, understøtte, inspirere og skabe sammenhænge mellem lokale aktører, der ligesom os vedkender os et medansvar for at sikre et aktivt medborgerskab blandt os, der bebor den sydlige del af Silkeborg Kommune.

Har vi så som forening formået at indfri vore egne ambitioner? Det korte svar er: JA – delvist i hvert fald, hvis vi selv i bestyrelsen skal sige det. Med denne beretning lægger vi i bestyrelsen op til en drøftelse blandt de fremmødte (medlemmer eller potentielle medlemmer), hvor vi forhåbentligt får spejlet vore meritter fra andre synsvinkler end dem, vi selv repræsenterer.

Vi håber på en bramfri dialog på denne generalforsamling. En dialog, hvor ris og ros afleveres med den udtalte hensigt sammen at videreudvikle på den erkendte spæde forening, der stadig træder sine barnesko …..

Og hvad har vi så bedrevet i løbet af 2015? En minutiøs optælling afslører, at vi i 2015 har gennemført 13 aktivitieter, når stort og småt lægges sammen.

8 aktiviteter er gennemført i ledtog med andre. Det drejer sig om en fugletur i det tidlige forår sammen med menighedsrådet i Them Sogn. Om indsamling af affald langs veje og stier i samarbejde med de grønne spejdere fra Them, Lokalrådet fra Gjessø og Danmarks Naturfredningsforening. Loppemarked i samarbejde med Jens Bæks Gård og Genbrugsbutikken i Bryrup. Og endelig 5 aftencyklinger for mountainbikere i ledtog med Them-hallerne.

5 aktiviteter er afviklet uden støttepædagog. Først var det vores initiativ omkring dannelse af et æblemostelav, hvor vi har mødtes to gange. Så var det vores plantebyttedag i foråret, der denne gang fandt sted centralt i Vrads. Vi var også på charmeoffensiv for at kapre nye medlemmer ved Themcentret. I efteråret har vi gennemført vores traditionsrige(¡) løvfaldsmiddag, der også i år var vel besøgt.

Generelt set har vore aktiviteter været velbesøgte. Kun i et tilfælde hidtil har vi aflyst en aktivitet på grund af beskedent fremmøde. Det drejede sig om et forsøg på at etablere café-møder om lokalpolitiske ideer og ønsker.

I bestyrelsen har vi i det forgangne år selv valgt at blande os omkring to lokalpolitiske emner.

Først handlede det om placeringen af et fremtidigt renoveret og udbygget medborgerhuset, hvor Silkeborg Kommune i starten tillod sig kun at invitere få interessenter til deltagelse i planlægningsarbejdet. Med ihærdig indsats fra næstformanden – bl.a. i form af en FaceBook spørgerunde – blev høringsrunden meget bredere end tiltænkt fra kommunens side.

I efteråret har det så handlet om den truende lukning af Birkebo Plejehjem i Bryrup. Vi har i høringsrunden undladt at forholde os til, om det er en god ide eller ej at lukke plejehjemmet. I stedet har vi (med Torben Hansen som strateg og pennefører) alene forholdt os til den mangelfulde offentlige høringsrunde. I vort høringssvar spiddede Torben det demokratiske underskud i processen, hvilket i første omgang har affødt en udsættelse af beslutningen i byrådet.

Fra sag til sag drøfter vi i bestyrelsen, om – og i givet fald på hvilken måde – vi i Liga Syd skal blande os i lokalpolitiske sager. Vi fastholder stædigt vores ikke-partipolitiske afsæt. Samtidig tillader vi os a politisere, hvis vi dermed fremmer foreningens formål eller kan påpege nærdemokratiske svigt.

Nogle få borgerhenvendelser omkring konkrete sager har vi i årets løb valgt at henvise til lokalrådenes virke for derved at undgå, at Liga Syd bliver en selvbestaltet lokal ombudsmandsfunktion, der går andre i bedene.

Endelig har vi gennem hele 2015 arbejdet med at realisere en forbedret annoncering af nyheder og aktiviteter i vort lokalområde. Først og fremmest skylder vi Medborgerhuset Toftebjerg en stor tak for fødselshjælp til vores foreningsdannelse. Ove og Line har ydet en uvurderlig hjælp omkring annoncering af vore aktiviteter og omkring udvikling af vores hjemmeside.

Det har hele tiden været givet, at vi ikke i længden kan trække på samme assistance fra medborgerhusets ansatte. Derfor glæder det bestyrelsen, at vi her mod slutningen af sidste år har fået tilsagn fra Lisbeth Zabihi om, at hun vil videreføre Lines arbejde som webredaktør for vores hjemmeside.

Vi har også fået nedsat en redaktionsgruppe bestående af Hanne Stenberg, Bent Karkov og Torben Hansen, der skal være med til at skaffe nyheder fra lokalområdet. Det er vores ambition, at hjemmesiden på sigt kommer udvikler sig til at blive en betydningsfuld og samlende digital platform for nyhedsformidling og annoncering af aktiviteter i Silkeborg Syd.

Er vi i bestyrelsen så tilfredse med årets gang? Well …… det afhænger vel af ambitionsniveauet for øjnene, der ser.

Det er en akilleshæl for foreningen, at vi er så få initiativtagere til nye aktiviteter. Derfor skal det ikke skorte på opfordringer til, at andre medborgere i eller udenfor medlemsskaren bringer forslag til nye aktiviteter til huse.

Vi har i bestyrelsen aftalt en husmandsregel om, at et bestyrelsesmedlem skal være medarrangør af nye tiltag, men initiativet ser vi gerne kommer fra andre ….. hvad enten de er medlemmer eller ej.

I bestyrelsen har vi også en ambition om, at mange flere medborgere i fremtiden vil bidrage til at aktualisere vores hjemmeside. Der er brug for tekstforfattere, nyhedsrapportere og fotografisk interesserede, der levendegør dét, der sker i vores lokalområde. Også du kan sende tekst og billeder til vores webredaktør og redaktionsgruppe.

Jow da ….. vi synes selv, at vi er kommet hæderligt fra start. Ambitionerne bag Liga Syd er på vej til at blive realiserede. Men vi har lang vej endnu, hvis vi skal indfri vore beskrevne visioner på vegne af foreningen.

Vores aktivitetskalender for foråret 2016 finder du på vores hjemmeside (www.ligasyd.dk) . Den består af nye aktiviteter såvel som gengangere fra sidste års forårsprogram. Men der er stadig plads til flere initiativer. Dem håber vi på, at også DU vil bidrage med i fremtiden.

Tak fordi i alle kom. Forhåbentlig afføder denne beretning en righoldig drøftelse ……

                                   Bestyrelsen for Liga Syd

Liga Syd er blevet en forening…

Liga Syd har forvandlet sig fra et løst netværksinitiativ til en forening i Silkeborg Syd

Onsdag den 14. januar havde vi stiftende generalforsamling i Liga Syd. Her besluttede de 20 fremmødte at omforme netværksinitiativet til en forening med vedtægter og bestyrelse. Det betyder konkret, at vores tidligere ”trojka” nu afløses af en bestyrelse med 7 valgte medlemmer.

På generalforsamlingen blev Helle Søndergaard, Hanne Steenberg, Henrik Jacobsen, Ole Thorup, Torben Hansen, Ove Hjort og Stig Skovbo valgt ind som bestyrelsesmedlemmer. Som suppleanter står Line Streit og Jens Muff.

I vedtægterne beskrives formålet for Liga Syd: “- vi vil styrke lokale fællesskaber, udøve medborgerskab og supplere, understøtte, inspirere og skabe samspil med andre aktører i Silkeborg Syd. ”

Samtidig blev det besluttet at opkræve et årligt kontingent på kr. 100 for medlemskab af foreningen. Både enkeltpersoner, foreninger og virksomheder kan tegne medlemskab af foreningen. De indkomne indtægter påtænkes anvendt til dækning af udgifter ved gennemførelse af aktiviteter i regi af Liga Syd.

Du kan tegne medlemskab af foreningen i Medborgerhuset Toftebjerg eller på vores hjemmeside www.ligasyd.dk

Bestyrelsen konstituerede sig på et bestyrelsesmøde tirsdag den 20. januar med et formandskab bestående af Stig Skovbo (formand) og Henrik Jacobsen (næstformand).
Hanne Steenberg blev valgt som kasserer.

Samtidig blev aktivitetsprogrammet for Liga Syd i første halvår 2015 vedtaget.
Du kan også finde beskrivelser af halvårets aktiviteter på www.ligasyd.dk

Godt nytår til alle.