Generalforsamling 20/1 2016

LigaSydLogo-email2
Bestyrelsens beretning
til generalforsamling i foreningen Liga Syd 20. Januar 2016

Større sammenhængskraft og gode oplevelser i fællesskab. Dét udgør ambitionen bag foreningen Liga Syd, der ved denne tid sidste år blev stiftet af en løst organiseret initiativkreds af lokale medborgere fra Silkeborg Syd.

I foreningens formålsparagraf står der endvidere, at Liga Syd er partipolitisk uafhængig. At vi vil supplere, understøtte, inspirere og skabe sammenhænge mellem lokale aktører, der ligesom os vedkender os et medansvar for at sikre et aktivt medborgerskab blandt os, der bebor den sydlige del af Silkeborg Kommune.

Har vi så som forening formået at indfri vore egne ambitioner? Det korte svar er: JA – delvist i hvert fald, hvis vi selv i bestyrelsen skal sige det. Med denne beretning lægger vi i bestyrelsen op til en drøftelse blandt de fremmødte (medlemmer eller potentielle medlemmer), hvor vi forhåbentligt får spejlet vore meritter fra andre synsvinkler end dem, vi selv repræsenterer.

Vi håber på en bramfri dialog på denne generalforsamling. En dialog, hvor ris og ros afleveres med den udtalte hensigt sammen at videreudvikle på den erkendte spæde forening, der stadig træder sine barnesko …..

Og hvad har vi så bedrevet i løbet af 2015? En minutiøs optælling afslører, at vi i 2015 har gennemført 13 aktivitieter, når stort og småt lægges sammen.

8 aktiviteter er gennemført i ledtog med andre. Det drejer sig om en fugletur i det tidlige forår sammen med menighedsrådet i Them Sogn. Om indsamling af affald langs veje og stier i samarbejde med de grønne spejdere fra Them, Lokalrådet fra Gjessø og Danmarks Naturfredningsforening. Loppemarked i samarbejde med Jens Bæks Gård og Genbrugsbutikken i Bryrup. Og endelig 5 aftencyklinger for mountainbikere i ledtog med Them-hallerne.

5 aktiviteter er afviklet uden støttepædagog. Først var det vores initiativ omkring dannelse af et æblemostelav, hvor vi har mødtes to gange. Så var det vores plantebyttedag i foråret, der denne gang fandt sted centralt i Vrads. Vi var også på charmeoffensiv for at kapre nye medlemmer ved Themcentret. I efteråret har vi gennemført vores traditionsrige(¡) løvfaldsmiddag, der også i år var vel besøgt.

Generelt set har vore aktiviteter været velbesøgte. Kun i et tilfælde hidtil har vi aflyst en aktivitet på grund af beskedent fremmøde. Det drejede sig om et forsøg på at etablere café-møder om lokalpolitiske ideer og ønsker.

I bestyrelsen har vi i det forgangne år selv valgt at blande os omkring to lokalpolitiske emner.

Først handlede det om placeringen af et fremtidigt renoveret og udbygget medborgerhuset, hvor Silkeborg Kommune i starten tillod sig kun at invitere få interessenter til deltagelse i planlægningsarbejdet. Med ihærdig indsats fra næstformanden – bl.a. i form af en FaceBook spørgerunde – blev høringsrunden meget bredere end tiltænkt fra kommunens side.

I efteråret har det så handlet om den truende lukning af Birkebo Plejehjem i Bryrup. Vi har i høringsrunden undladt at forholde os til, om det er en god ide eller ej at lukke plejehjemmet. I stedet har vi (med Torben Hansen som strateg og pennefører) alene forholdt os til den mangelfulde offentlige høringsrunde. I vort høringssvar spiddede Torben det demokratiske underskud i processen, hvilket i første omgang har affødt en udsættelse af beslutningen i byrådet.

Fra sag til sag drøfter vi i bestyrelsen, om – og i givet fald på hvilken måde – vi i Liga Syd skal blande os i lokalpolitiske sager. Vi fastholder stædigt vores ikke-partipolitiske afsæt. Samtidig tillader vi os a politisere, hvis vi dermed fremmer foreningens formål eller kan påpege nærdemokratiske svigt.

Nogle få borgerhenvendelser omkring konkrete sager har vi i årets løb valgt at henvise til lokalrådenes virke for derved at undgå, at Liga Syd bliver en selvbestaltet lokal ombudsmandsfunktion, der går andre i bedene.

Endelig har vi gennem hele 2015 arbejdet med at realisere en forbedret annoncering af nyheder og aktiviteter i vort lokalområde. Først og fremmest skylder vi Medborgerhuset Toftebjerg en stor tak for fødselshjælp til vores foreningsdannelse. Ove og Line har ydet en uvurderlig hjælp omkring annoncering af vore aktiviteter og omkring udvikling af vores hjemmeside.

Det har hele tiden været givet, at vi ikke i længden kan trække på samme assistance fra medborgerhusets ansatte. Derfor glæder det bestyrelsen, at vi her mod slutningen af sidste år har fået tilsagn fra Lisbeth Zabihi om, at hun vil videreføre Lines arbejde som webredaktør for vores hjemmeside.

Vi har også fået nedsat en redaktionsgruppe bestående af Hanne Stenberg, Bent Karkov og Torben Hansen, der skal være med til at skaffe nyheder fra lokalområdet. Det er vores ambition, at hjemmesiden på sigt kommer udvikler sig til at blive en betydningsfuld og samlende digital platform for nyhedsformidling og annoncering af aktiviteter i Silkeborg Syd.

Er vi i bestyrelsen så tilfredse med årets gang? Well …… det afhænger vel af ambitionsniveauet for øjnene, der ser.

Det er en akilleshæl for foreningen, at vi er så få initiativtagere til nye aktiviteter. Derfor skal det ikke skorte på opfordringer til, at andre medborgere i eller udenfor medlemsskaren bringer forslag til nye aktiviteter til huse.

Vi har i bestyrelsen aftalt en husmandsregel om, at et bestyrelsesmedlem skal være medarrangør af nye tiltag, men initiativet ser vi gerne kommer fra andre ….. hvad enten de er medlemmer eller ej.

I bestyrelsen har vi også en ambition om, at mange flere medborgere i fremtiden vil bidrage til at aktualisere vores hjemmeside. Der er brug for tekstforfattere, nyhedsrapportere og fotografisk interesserede, der levendegør dét, der sker i vores lokalområde. Også du kan sende tekst og billeder til vores webredaktør og redaktionsgruppe.

Jow da ….. vi synes selv, at vi er kommet hæderligt fra start. Ambitionerne bag Liga Syd er på vej til at blive realiserede. Men vi har lang vej endnu, hvis vi skal indfri vore beskrevne visioner på vegne af foreningen.

Vores aktivitetskalender for foråret 2016 finder du på vores hjemmeside (www.ligasyd.dk) . Den består af nye aktiviteter såvel som gengangere fra sidste års forårsprogram. Men der er stadig plads til flere initiativer. Dem håber vi på, at også DU vil bidrage med i fremtiden.

Tak fordi i alle kom. Forhåbentlig afføder denne beretning en righoldig drøftelse ……

                                   Bestyrelsen for Liga Syd