”Gode indkøbsmuligheder”
Skrevet af Bent Karkov
“Gode indkøbsmuligheder”. Hvor ofte har man ikke set denne vending i diverse ejendomsannoncer. Men det er også noget, der prioriteres højt, når man skal vælge bosted.
Hvordan ser det så ud i vores sydlige del af kommunen. Det vil vi kigge på med et særligt fokus på den største af udbyderne af daglige fornødenheder, Superbrugsen i Them
De fleste bymæssige bebyggelser af en vis størrelse i området har indkøbsmuligheder: Daglibrugsen og SPAR i Virklund, Gjessø Super, Vrads købmandshandel, Hjøllund købmandsbutik , Daglibrugsen i Bryrup, mens Vinding og Salten må ty nærliggende byer. I Them har der siden midten af nullerne været 2 dagligvarebutikker, nemlig Kiwi (før Alta) og Superbrugsen.
Her har uddeleren, Ole Vinther Jacobsen, været i spidsen siden 2004. Ole kom fra en tilsvarende stilling i Hovedgård, men det var nyt for ham at blive leder af en selvstændig brugs med egen lokal bestyrelse, der har en såkaldt franchise aftale med Coop. Ole er leder for 33-34 ansatte, omkring 17 fuldtidsstillinger omregnet.
Vi sætter pris på at kunne sætte vores egen dagsorden lokalt, men er glade for fordelene ved at være med i et stort fællesskab”, siger Ole, der i sin tid som uddeler har oplevet 10 % fremgang i omsætningen stort set hvert år siden han tiltrådte. Det kneb lidt under de første kriseår, der også faldt sammen med åbning af Alta i Themcentret og ombygningen af torvet.
Ny tilbygning
Men i sit 60. år kan Ole nu glæde sig over snart at skulle indvie en stor tilbygning på ca. 500 m2, så der i alt bliver 1273 m2 butiksareal.
”Vi har i lang tid haft for trange forhold til både ansatte og kunder. Vi får bredere gangarealer og mere plads til varer, som vi gerne vil vise noget bedre. Det gælder først og fremmest de økologiske varer og eksempelvis glutenfri madvarer”.
Vi kan glæde os over at vi gennem Coop’s kundetilfredshedsundersøgelser får en meget fin respons. Vi har herigennem erfaret, at kunderne efterspørger mere økologi, men den daglige samtale med kunderne fortæller os også, at vi skal gøre endnu mere ud af dette end i dag. Heldigvis er den tid forbi, hvor folk kunne finde på at melde sig ud af COOP efter et mangeårigt medlemsskab, fordi man her aktivt har støttet den lettere adgang til økologi. Vi oplever faktisk nu et jævnt stigende medlemstal, så der nu er godt 1200 medlemmer af andelsforeningen.
Visioner
I den nye butik ser vi frem til få bedre muligheder for at realisere det vi, bestyrelse, medarbejdere og ledelse, gerne vil. Og det kan vi gøre uden at det bliver dyrere. Udvidelsen koster ca 10,5 mio, hvoraf 3,5 mio. går til nye kølere og frysere. Der kommer låg på fryserne, så kuldetabet bliver mindst muligt. Samtidig får vi led-belysning over det hele. Det giver store besparelser.
Så vi ser frem til at vi på bedste vis kan være områdets førende madbutik, slutter Ole Jacobsen samtalen med Liga-syds udsendte