Julebelysningen i Bryrup

Lisbeth Ahnfeldt-Mollerup

Lisbeth Ahnfeldt-Mollerup

JULEBELYSNINGEN I BRYRUP!
En fortælling om Julebelysningen i Bryrup –  af mange kaldet Danmarks smukkeste!
Af Lisbeth Ahnfeldt-Mollerup

I 1968 blev togbanen Horsens-Bryrup- Silkeborg nedlagt. Det var et hårdt slag for Bryrup, men nogle iderige og aktive mennesker fik skabt noget nyt og godt: Veteranbanen til Vrads og Bryrup julebelysning.

Da min mand og jeg kom til Bryrup i 1975, var vi meget betagede af den smukke julebelysning. Jeg mindes, Flemming Elektriker som den bærende faktor på det tidspunkt. Nogle år efter opgav Flemming – der var ingen penge!

Samtalen foregik i Hallen, hvor Jeppe Kamp sad. Jeg sagde, at så måtte vi da skaffe nogle penge! Da jeg så gik forbi Jeppe, gav han mig 100 kr. – og det startede en indsamling. Alle ville gerne være med.

Siden da er julebelysningen kørt med frivillige bidrag fra borgerne i Bryrup og omegn. Kun én enkelt gang endte en regning på 10.000 kr. hos mig. Vor gode borgmester dengang, Torben Hansen, mente dog heldigvis, at vi fortjente lidt hjælp, så den regning tog kommunen sig af! Det blev startskuddet til at oprette rigtig Julebelysningsforening – efter alle kunstens regler med bestyrelse etc. Ingen enkelt person skulle fremover hænge på så stor en regning alene.

Julebelysning

Julebelysning

Foreningen består endnu den dag i dag. Der er 7 medlemmer af bestyrelsen: Erling Østergård, Ib Sørensen, Maren Mørup Pedersen, Arne Pedersen, Jan Mørup Pedersen, Jesper Drøhse og undertegnede. Vi kører ud til alle i byen med girokort – det er vores eneste indtægt. Vi har desuden en tidligere Bryrup-borger Jørgen Lauersen, der hjælper os med en del skriveri.

Vi syv mennesker ville ikke selv kunne stå for den smukke julebelysning, hvis vi ikke havde en masse gode mennesker til hjælp! Det starter med, at vi binder gran om pælene. Dertil låner viveteranbanens remise. Granen og juletræerne har vi de sidste år fået foræret af Karen og Thorkild Rasmussen. Der skal kræfter til at binde gran om pælene, få dem op at stå i hullerne langs gaden, og få sluttet strøm til. Desuden er der de 4 juletræer, der skal opstilles. Meget af det hårde arbejde udføres af de mandlige medlemmer af bestyrelsen, og Maren har styr på økonomien. Det kan godt være lidt hårdt, men jeg tror, vi alle hygger os med det. Vi sørger selv for at muntre os op, og vi har mange hyggestunder i løbet af sæsonen.