Liga Syd rykker udendørs
Covid-pandemien får Liga Syd til at udsætte alle planlagte indendørsaktiviteter frem til nytår. Det drejer sig om allerede annoncerede foredrags- og debatarrangementer i forbindelse med naturprojektet Natur Syd foruden opstartsmødet til næste års kommunevalg.
Til gengæld vil Liga Syd skrue op for tilbud om guidede naturture hen over vinteren. Den allerede annoncerede besigtigelse af Sillerup Væld gennemføres den 18. november – dog i små hold med tilmeldingspligt (nærmere om tilmelding følger). På dagen vil biolog Bente Sørensen, Silkeborg kommunes Teknik & Miljø, guide os igennem naturgenopretningen derude.
Øvrige nye tilbud vil blive annonceret løbende på hjemmesiden og i medlemsbrev. Liga Syds formand, Stig Skovbo, forventer, at alle udskudte møder kan gennemføres i første halvår af 2021. ”Pandemiens genopblussen gør det urealistisk at tro på lempelser af retningslinjer for forsamlinger på denne side af nytår. Derfor har vi valgt at udsætte – indendørs – for resten af året”.
Medlemskredsen vil få direkte besked om nye udendørs aktiviteter hen over vinteren. Følg evt. med på ligasyd.dk