Natur Syd påtænkes at starte fra årsskiftet

Med afsæt i en bevilling på kr. 75.000 årligt i perioden 2020-22 er Liga Syd i gang med forberedelserne til et 3-årigt forprojekt, der skal afsøge mulighederne for at værne om og samtidig øge tilgængeligheden til den vilde natur i Silkeborg Syd – deraf betegnelsen ”Natur Syd”.

Under høringsrunden til kommunens outdoor strategi blev det foreslået at gøre et sammenhængende område omkring Vrads – statsskove og private plantager, der i dag udgør ”Natura 2000 område 53” – til en naturpark efter Friluftsrådets kriterier. Det 3-årige forprojekt har til hensigt – gennem konsultationer med lodsejere, foreningsliv og øvrige interessenter – at afdække mulighederne omkring større sammenhængende naturprojekter i ”den midtjyske vildmark”. Måske en naturpark. Eller måske findes der andre mere hensigtsmæssige løsningsmuligheder og venter på os?

Lystrupminde Naturskole

For øjeblikket drøfter Naturstyrelsen Søhøjlandet og Liga Syd muligheder i et samspil, der evt. kan betyde, at projektet får fysisk base på Lystrupminde Naturskole. Som en del af projektet agter Liga Syd at gennemføre konkrete aktiviteter i naturen – og derved bidrage til en generel styrkelse eller videreudvikling af naturformidlingen overfor attraktioner og oplevelser i vores unikke natur.

For Liga Syd er det igangværende arbejde omkring forprojektet en stor mundfuld. Vi får behov for yderligere tilgang af frivillige til at lande vores andel af naturprojekterne. Derfor vil vi først i det nye år invitere til et borgermøde med speciel fokus på projektet ”Natur Syd”. Det betyder samtidig, at det planlagte møde om naturprojekterne, der var fastsat til den 26. november, nu må udskydes indtil vi har landet en aftale med Naturstyrelsen og evt. andre medvirkende aktører.

Henrik Jacobsen & Stig Skovbo