Politik og vellyd i bedste samklang

Menuen den 20. januar var usædvanlig for Caféen i Medborgerhuset. Da serverede Liga Syd sin nye tradition, Nytårsparolen, som en ret af lokalpolitiske statements iblandet melodisk korsang og bobler i glasset!

Så… for nu at være i god tid: Liga Syd kalder til Nytårsparole igen om et år – da med det kommende byrådsvalg på menuen og et mål, at Silkeborg Syd bør kunne høste en fordobling af de aktuelle tre byrådsmandater.

Tre politikere – med mod på mere

De tre, Dorthe Jensen, Virklund (S), Kasper Thomassen, Gjessø (V) og Peter Sig Kristensen, Bryrup (Ø) var i år Nytårsparolens hovedingrediens og krydrede aftenen med deres indhøstede erfaringer i kommunalpolitikken suppleret med, hvad de forventer af opgaver i den resterende byrådsperiode.

Sammenfattende tilkendegav de, at byrådsarbejdet er udfordrende, tidkrævende, men også så spændende, at alle kunne se deres fortsatte virke i nye byrådsperioder. Aktuelt, sagde de, udfordres byrådet af sparekrav, hvis beslutninger skal undgå at ramme den kommunale velfærd. Som det blev udtrykt: Det er en politisk forsvarskamp!

Silkeborg Syd må på banen
Caféen havde fuldt hus til aftenen, som bl.a. havde fokus på væksten om Silkeborg. Det udfordrer Silkeborg Syd, hvis institutioner og foreninger må på banen. Opfordringen var at tage fat i sin byrådspolitiker med lokale ønsker. Emner som spildevandsrensning, borgerinddragelse, borgerlister, Birkebo, cykelstier blev nævnt.

Ontime – i velklingende opstilling

Tre gange i løbet af aftenen fik den politiske debat tid til at bundfælde sig på behagelig og melodisk vis til vellyd af Vrads-koret, Ontimes tolkning af værker fra Kaj Normann Andersen til Beatles og U2.

En politisk aften og vellyd i den bedste samklang!

Første møde om Natur Syd
Naturen fik naturligvis en god bid af aftenens debat. Og meget apropos:

Liga Syd inviterer 5. februar til sit første oplysningsmøde om det store Natur Syd-projekt, som Silkeborg kommune har sat Liga Syd og Naturstyrelsen i spidsen for.
Projektets 3-årige sigte er sammen med områdets lodsejere og interessenter at vurdere muligheden for etablering af en Naturpark eller lignende på tværs af det sydlige Silkeborg.

Café-pause – med tid til strikketøj og dialog
Områdets lokalråd
(fv): Luis da Silva Martins, Virklund, Flemming Madsen, Gjessø, Kim Egeskov, Them-Salten , Erik Markvad, Skovlandet

Mødet holdes i Vrads forsamlingshus kl. 19 – med fri adgang for alle interesserede.