Det særlige ved fællesskabet i Gjessø

Gjessø som attraktiv landsby – og som en del af Silkeborg Syd

 Af Stig Skovbo, Them

20170612_162214”Hvor lyst og lækkert. Vi i Gjessø skal blive bedre til at blande os og gøre brug af vore fælles faciliteter i Silkeborg Syd!”. Flemming Madsen indleder vores uformelle møde på det nyrenoverede bibliotek og medborgerhus Toftebjerg. Vi har sat hinanden stævne for at drøfte, hvad der set udefra får Gjessø til at fremstå som et stærkt lokalt fællesskab. Flemming er formand for Gjessø Lokalråd og bor selv med sin ægtefælle i landsbyen, der danner port mellem Silkeborg og kommunens skovrige sydvestlige områder.

Hvad er det særlige i mestrer i Gjessø?

”Det vigtigste er nok, at vi i dag har mange ildsjæle, der hver især bidrager til aktivitetstilbud og fælleskaber i landsbyen. Og at vi har fundet en enkelt måde at løse koordinationen mellem aktørerne på, så vi ikke træder hinanden i hælene. I stedet er der stor handefrihed til dem, der tager et initiativ”.

Gjessø Forsamlingshus – landets ældste – vidner om stolte traditioner for sammenhold i lokalområdet. Opført af frivillige i 1874-75. Og med et formål om at fremme ”det levende ord og idræt, leg og kønne danse”, som det står indgraveret i en af forsamlingshusets bjælker. Men historien fortæller også om tidsepoker, hvor sammenhængskraften og fællesskabet var nødlidende i Gjessø. Går man 20-30 år tilbage, så havde Gjessø prædikat af soveby. I dag er Flemming begejstret for status quo:

”Selv om vi gerne vokser yderligere, så har vi nu en tilstrækkelig størrelse, der understøtter vores skole, vores købmand, vores idrætsliv og vore øvrige fællesskaber. I de sidste 10-15 år har  vi været inde i en positiv spiral, hvor mange enkeltstående beslutninger er gået i spænd.

Hvis jeg skal fremhæve væsentlige hændelser, så var det afgørende, da Gjessø Ungdoms Forening lavede vedtægtsændringer  for godt 10 år siden. Den indførte flade struktur, hvor hver aktivitet fik større handlefrihed, gav et boost til aktivitetsniveauet – og dét har inspireret hele landsbyen til at kopiere en decentral måde at organisere sig på.

Også opbygningen af én fælles grundejerforening, der favner alle Gjessøs udstykninger har været til gavn for sammenholdet i landsbyen. Vi er ikke opdelt i vejafsnit, der er sig selv nok. I stedet er det også lykkedes at inddrage beboere fra omegnen i Løgager, Asklev og Sepstrup i vore fællesskaber”.

Hvordan inviterer i nye ind i jeres fællesskaber?

20170612_162357Vores hjemmeside www.gjessø.dk er udviklet og drives af eén af vore ildsjæle. Sammen med en facebookside giver de et godt overblik over landsbyens aktivitetstilbud. Hjemmesiden beskriver også vores ordning med ”by-ambassadører”. Vi er 5 beboere, der tilbyder at komme forbi og mødes med tilflyttere eller andre, der ønsker at vide mere om netværk og muligheder. Men en vigtig del af ”Gjessø-ånden” består i, at vi alle sammen påtager os et naboansvar for at sikre, at nytilflyttere hurtigt føler sig hjemme. Vi er ikke afhængige af ”Tordenskjolds Soldater”. Måske er noget af det særlige netop samspillet mellem ildsjælene og alle os andre, der trækker i samme retning.”

Hvad med lokalrådet i Gjessø? Er i også særlige i forhold til andre steder i kommunen?

”Ja, vi er særlige, fordi vi rundt omkring os har andre, der klarer mange af de opgaver, som andre lokaråd selv må forestå. Derfor har vi sat os for at agere langsigtet. Det kan f. ex. være i form af vedholdenhed i spørgsmålet om at forbedre forholdet for cyklister mellem Gjessø og Silkeborg. Vi er samtidig enige om, at vi kommer længst ved at kombinere en positiv attitude med vedholdenhed.”

Hvordan ser i jer selv i forholdet til det større fællesskab i Silkeborg Syd?

”Jeg tør godt påstå, at vi generelt set er glade for de ændrede skoledistrikter, hvor vi nu hører under Vestre Skole i Silkeborg. Vi føler naturligt nok en nærhed til Silkeborg, som fremmes af bybusdrift og viften af kulturtilbud i metropolen. Men vi vil samtidig gerne blive bedre til at gøre brug af de åbenbare fælles faciliteter i Silkeborg Syd. Hvorfor tage med familien på bibliotekstur til Silkeborg, når vi har dette fremragende bibliotekstilbud her på Toftebjerg? Det samme kan siges om svømmehallen og genbrugspladsen ved Frisholm. Og for øvrigt om de attraktive musikalske og folkeoplysende oplevelser, som Toftebjerg også byder på.

Personligt ser jeg også et potentiale for, at vi i Silkeborg Syd puljer vore kræfter og står sammen om mere egnsprægede nyskabelser. Det igangværende samspil med Midtjyllands Avis om nyheds- og debatstof i ”Den Lokale Avis” er et godt eksempel. Et andet kunne være muligheden for sammen at udvikle en strategi for brugen af vores unikke naturskabte omgivelser. Til gavn for friluftsfolket og turister. Og for os selv.

Det er godt at blive budt op til dans, så vi ikke isolerer os i begejstringen over os selv og vore egne fællesskaber i Gjessø!”