Farvel til et underligt år…!

Høj tåge eller lave skyer? Efterårssol i Søhøjlandet!

Et underligt år går på hæld! Underligt, fordi Corona-restriktioner og medfølgende usikkerheder har præget årets gang. I LigaSyd har vi måttet udsætte – og aflyse – og udsætte yderligere en række møder. 
Alligevel har vi haft et år med mange aktiviteter – og flot deltagelse i årets løb til ex. byrådsvalgmøder foruden en række foredrags- og debatarrangementer i tilknytning til Natur Syd-projektet.
I det nye år planlægger vi i Natur Syd-regi en række besøg til andre naturområder! Hvilke vil fremgå af 2022-programmet, som vi vil informere om straks i det nye år. Her håber vi også at kunne fortælle mere om, hvordan vi – sammen med lokalrådene – vil kunne fortsætte dialogmøder mellem byrådsmedlemmer og lokalsamfundene i Syd. 

FÆLLES FOKUS PÅ FÆLLES VARME – Yderligere vil ét nyt, vigtigt emne kræve stor opmærksomhed; nemlig den nye kommunale varmeplan, som forudsiger, at 8 ud af 10 boliger i vores område skal erstatte naturgas- og olieopvarmning med anden opvarmningsform inden 2030. LigaSyd vil invitere til møder, der fokuserer på kollektive løsninger som alternativ til, at hver enkelt husstand skal ud i en 6-cifret investering i selvstændige løsninger!
Det er tanker, som er faldet i god jord hos Silkeborg kommune. Herfra er der netop ydet tilskud til “Projekt Fællesvarme i Silkeborg Syd”, hvor LigaSyd sættes i spidsen for en afsøgning af teknologiske muligheder for netop mindre, fælles varmeanlæg, da Virklund, Them-Salten og Bryrup ikke længere optræder i kommunens plan for udbygning af fjernvarme.

FLERE MEDLEMMER – LigaSyd nærmer sig 80 medlemmer. Målet var 100 inden årsskiftet. Også her har Corona haft sit bremsende virke.
Vi vil gerne være flere! LigaSyd har kun indtægterne fra medlemskontingentet på 100 kr. pr. medlem. Alene annoncering af efterårets valgmøder kostede 8.600 kr. Og da alle arrangementer er gratis, giver økonomien jo visse begrænsninger i aktiviteterne. Se mere om medlemskab her på siden!
Stig Skovbo, formand LigaSyd

Referat af møde i Liga Syd samt generalforsamling 2017

Referat af møde i Liga Syd samt generalforsamling

I forbindelse med Liga Syds generalforsamling den 28. feb. 2018 var arrangeret et formøde med to emner, som relaterer godt med hinanden:

”Bindeled mellem lokalsamfund og byråd – hvordan?

Dialog med de tre nyvalgte byrådsmedlemmer fra Silkeborg Syd.

Liga Syd havde inviteret de 3 nyvalgte byrådsmedlemmer fra området syd for Silkeborg: Peter Sig Kristensen, Bryrup (Ø), Kasper Thomassen, Gjessø (V), Dorthe Jensen, Virklund (A) til en kort debat om emnet, og alle havde heldigvis takket ja. Også de 4 lokalråd var inviteret til at deltage.

Stig Skovbo bød alle velkommen, 14 var mødt op ud over de 3 politikere og 3 medlemmer af Liga Syds bestyrelse.

Dernæst gav de 3 byrådsmedlemmer en kort introduktion til deres indgangsvinkel til samarbejdet med lokalområdet i Syd. Alle gav udtryk for, at der var godt potentiale for samarbejde og var åbne for kontakt fra borgerne. De har fået en god introduktion til organisation, afdelinger og teams, og føler sig klædt på til at være bindeled, evt. henvise til kollega og til at inddrage lokale.

Fra forsamlingen var der ros for åbenhed.

På spørgsmål om udvalgsmøderne kunne lægges ud i lokalområderne og gøres åbne, måtte de påpege at udvalgsmøderne er fortrolige og altså ikke tilgængelige for alle. Men der var måske mulighed for at lave en åben del i et møde, hvis der var specielle forespørgsler eller anden anledning til det.

Vigtigt at huske på at bevare den lokale respekt – byrådet dækker et stort område og Silkeborg Syd har forholdsvis få lokale repræsentanter. Være opmærksom på, om lokale er blevet spurgt!

Nærdemokratiudvalg kan give gode muligheder for borger input gennem lokalrådene. P.t. kan kun lokalrådsmedlemmer deltage i nærdemokratimøderne. Vil det evt. være muligt at åbne op så ”almindelige” borgere også kan deltage?

Der var delte meninger om, hvor godt nærdemokratiet har fungeret i Silkeborg Kommune, f.eks. er en pulje på 50.000 kr. til lokale projekter ikke blevet brugt, fordi ingen (eller for få) har haft kendskab til den. Det blev nævnt, at meget bliver ved snakken, og at ”Danmarks bedste nærdemokrati” er en frase. Det fungerer bedre i andre kommuner, og her er der også mulighed for at få borgerforslag bragt op i byrådet.

MEN der er et nyt nærdemokratiudvalg nu, så vi må se fremad på nye muligheder, og med 28 lokalråd er der en god struktur og gode muligheder.

Derefter præsenterede Jens Bloch ideen omkring et

”Et Lokalpolitisk Forum for Silkeborg Syd?”

Se vedhæftede.

Det blev pointret, at der ikke er tale om et ekstra lokalråd. I den efterfølgende debat kom der flere synspunkter frem, bl.a. om det mon er muligt at nå frem til, hvad der er vigtigt for hele området. Det må ikke blive en diskussionsklub. Vi skal prøve at tematisere problemstillinger, og bringe det ind i byrådet, men der vil stadig være emner, som kun er relevante for de enkelte lokalområder i Syd.

I Silkeborg Syd har vi masser af natur og en høj biodiversitet, og Silkeborg Kommune reklamerer med at være Outdoor Hovedstad og ”Silkeborg kalder”.

M.h.t. f.eks. plejehjemspladser har vi i Syd den laveste normering i kommunen!

Det blev aftalt, at Liga Syd er facilitator for 2-3 tematiserede cafémøder i løbet af året. Disse holdes forskellige steder. Jens Block indsamlede mailadresser fra interesserede. Det lokalpolitiske forum kører foreløbigt et år som forsøgsordning. Forskellige opgave i.f.m. faktaanalysering m.v. aftales i forening af de interesserede.

Emnet til det første møde kunne være: Hvad kan Nærdemokratiudvalget gøre for vores nærområde?

Generalforsamlingen

Generalforsamlingen blev afholdt i.h.t. de gældende vedtægter. Der var 6 deltagere ud over bestyrelsen.

1. Valg af dirigent og referent Flemming fra Gjessø Lokalråd blev valgt som dirigent, og Lena blev valgt som referent.

2. Bestyrelsens beretning Stig fremlagde beretning, som forinden var udsendt til alle medlemmer.

Efterfølgende var der følgende kommentarer/drøftelse til beretningen:

Arrangementerne er for koncentreret i Them. Dette kunne begrundes med økonomi og det vigtige i at fastholde Toftebjerg som et medborgerhus og ikke kun som bibliotek.

Betegnelsen Skovlandet fandt mange rigtig god og betegnende, men omvendt er den ikke så kendt af andre. Det er vigtigt at vi fastholder betegnelsen, og ikke hele tiden finder på nye (f.eks. Guldkants Silkeborg).

Det blev også nævnt, at hvis arrangementer holdes i samarbejde med diverse borgerforeninger eller forsamlingshuse er det muligt at holde omkostningerne til lokaleleje nede på et moderat niveau. Kulturstafetten blev også nævnt i den sammenhæng.

Forslag til aktivitet: Bagagerumsmarked.

Der var en livlig drøftelse omkring annoncering, kommunikation, hjemmeside, Face Book. En fælles hjemmeside som en slags paraply med links til andre sider blev foreslået. Mange foretrak hjemmeside, gerne med mail service, frem for Face Book. Det blev besluttet at vi kigger på vores kommunikation.

Det er vigtigt at holde fast i Lokalavisen, og der var ros til alle lokale artikler og skribenter. Men medierne bliver mere og mere digitale, så Lokalavisens fremtid er måske lidt usikker.

Beretningen blev godkendt med en enkelt tilføjelse: under arrangementer manglede en kunstudstilling med værker af lokale kunstnere i forbindelse med genåbningen af Medborgerhuset.

3. Regnskabsaflæggelse

I kassererens fravær fremlagde Lena vores lille regnskab, som på grund af besparelser på annoncering ser meget bedre ud end ved sidste generalforsamling.

Vi håber på at kunne øge medlemsskabet, evt. søge pulje ved Nærdemokratiudvalget eller finde andre indtægtskilder.

Regnskabet blev godkendt

4. Behandling af indkomne forslag Der var ingen forslag

5. Fastsættelse af kontingent Uændret kontingent på 100 kr. blev foreslået og vedtaget.

6. Valg af 3-7 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter Nuværende medlemmer som genopstiller: Stig Skovbo

Henrik Jacobsen

Ove Hjort

Ole Thorup

Lena Fjeldbo

Alle blev genvalgt

Torben Hansen ønskede ikke genvalg.

I stedet blev foreslået Jens Bloch, som blev valgt.

Valg af suppleanter:

Nuværende suppleanter: Jens Muff og Line Streit blev genvalgt

7. Valg af revisor Nuværende revisor: Bent Karkov blev genvalgt

8. Eventuelt En hel del blev drøftet i.f.m. formandens beretning, derfor blev drøftelsen her meget kort. Kort blev nævnt DLA i elektronisk form sammen med MJA. Spørgsmål om arkivering af DLA og lokalartiklerne heri – de findes på biblioteket og på egnsarkivet. Måske er det muligt at lægge artiklerne på en opdateret Liga Syd hjemmeside, efter aftale med forfatterne.

01.03.2018 / Lena

Årsberetning 2017

Større sammenhængskraft og gode fælles oplevelser

Med denne generalforsamling fejrer Liga Syd sin treårs fødselsdag som en lovformelig registreret forening. Derfor gentager vi lige foreningen formålsparagraf, som den fremstår i vore vedtægter:

a. Liga Syd er borgere, foreninger og offentlige institutioner, der vil give Silkeborg Syd et skub fremad, når det gælder handlekraft, trivsel og gode oplevelser i fællesskab.

b. Liga Syd vil supplere, understøtte, inspirere og skabe sammenhænge.

c. Form og indhold i de aktiviteter, som Liga Syd tager initiativ til, skal styrke lokale fællesskaber og være udtryk for aktivt medborgerskab.

d. Liga Syd er partipolitisk helt uafhængig.

Traditionen tro vil denne beretning fra bestyrelsen give sit bud på, om vi selv mener at have indfriet foreningens målsætning. Vi håber på en konstruktiv efterfølgende debat ……

Aktiviteter i 2017

Først lige en gennemgang af årets gang …… aktivitetsniveauet for både forårs- og efterårsprogrammet ligger stadig på samme niveau som de foregående år.

I foråret 2017 gennemførte vi følgende 7 aktiviteter:

1. fælles udflugt til foredrag på Ry Højskole om permakultur og byhave etableret af Omstilling Ry

2. foredrag om “Vildmarken i Them” ved Jens Muff

3. samspil med højskoleforening og bibliotek om foredrag med forfatteren bag bogen og filmen “Du forsvinder” (Christian Jungersen)

4. rensning af grøftekanter i fb. med Danmark Naturfredningsforenings årlige affaldindsamling

5. fugletur i foråret arrangeret i samarbejde med Them Sogn menighedsråd

6. plantebyttedag og rundvisning i Bent Karkovs eksperimenterende skovhave.

I efteråret & vinter 2017 har vi haft 5 ud af 6 planlagte aktiviteter:

1. den årlige løvfaldsmiddag blev denne gang gennemførst i den store sal på det nyrenoverede Toftebjerg

2. i forbindelse med kommunevalget stod vi sammen med de fire lokalråd i Silkeborg Syd for gennemførelse af et alternativt vælgermøde primært med deltagelse af lokale byrådskandidater

3. sammen med Toftebjerg Bibliotek & Medborgerhus har vi gennemført 3 caféaftener: om Den Lokale Avis (3), filosofi i hverdagslivet (4), udgivelse af bogværker (5)

6. vinterens sidste cafeaften afholdes den 4. april, hvor Hanne og Agner Tulesen holder oplæg og lægger op til debat om husholdningsaffald.

Der er en masse tovholdere og samarbejdspartnere for de enkelte aktiviteter, som vi skylder en stor tak for deres uegennyttige bidrag. Ingen nævnt og ingen glemt på være motto’et her!

Men for at beskrive Liga Syds aktiviteter i 2017 skylder vi også at kommentere på samspillet med Midtjyllands Avis om bidrag fra lokalskribenter til det redaktionelle stof i Den Lokale Avis.

Efter vi henvendte os til redaktør Hans Krabbe fra MJA i december 2016 er det gået stærkt. I løbet af 2017 har tæt på 50 lokalskribenter bidraget til at gøre Den Lokale Avis meget mere lokalforankret og læseværdig. I følge redaktøren er læserkredsen steget fra 2 til 5.000 personer

i løbet af det forgangne år, og aftalegrundlaget med avis og lokalskribenter er yderligere forlænget frem til sommeren 2018.

Måske er det på sin plads at pointere, at alle kan skrive bidrag til DLA. Liga Syd har blot været fødselshjælper til at få etableret relationen mellem MJA og korpset af lokalskribenter. Måske illustrerer initiativet netop liga’ens ønskede rolle som igangsætter og katalysator for forskellige samspil, der øger trivsel for os, der bor i Silkeborg Syd.

Medlemshvervning og økonomi

I løbet af 2017 er vi gået fra ca. 40 til ca. 55 betalende medlemmer af Liga Syd. Medlemsskab koster stadig kr. 100 årligt og udgør foreningens eneste indtægtskilde (dog har Them-Salten Lokalråd i årets løb bidraget med et støttemedlemskab på kr. 500).

Som den efterfølgende regnskabsaflæggelse vil afsløre har vi en beskeden likviditet til at drive foreningens aktiviteter. Men balancen er positiv efter at vi har ændret strategi for annoncering af vore aktiviteter. Vi har begrænset købeannoncer, men rundsender nu aktivitetstilbud på vores hjemmeside og vores facebookside. Endelig plejes vores medlemmer med direkte mails omkring alle udbudte aktiviteter. Vi skylder Lisbeth Zabihi en stor tak for hendes indsats som webredaktør – og til Ove for rundsendinger til medlemskredsen.

Løvfaldsmiddagen har været den eneste overskudsgivende aktivitet i 2017. Der har ikke været gennemført særskilt medlemshvervning, men vi opfordrer rutinemæssigt deltagere, der synes om vores formål og aktivitetsvifte til at slutte sig til vores medlemskreds.

Udfordringer og visioner

I 2018 er det bestyrelsens ambition at fastholde det nuværende aktivitetsniveau, hvor vi blandt andet gennemfører klassiske tilbud som rensning af grøftekanter, plantebytte og ture i naturen (se forårskalenderen på www.ligasyd,dk).

Det er fortsat også en prioriteret opgave for bestyrelsen at konsolidere foreningens økonomi, så vi øger vores evne til at agere spontant, når behov opstår.

Vi vil gerne sikre os årlige fornyelser. I 2017 blev samspillet med MJA om Den Lokale Avis en kærkommen fornyelse – eller ekstra gear. Vi håber på at relationen videreudvikles, så vi med tiden får opfyldt vore ambitioner om at få lokalt debatstof og en måneds- eller ugekalender i ugeavisen.

En anden kærkommen fornyelse – endnu et nyt gear – kan i 2018 blive etableringen af et kommunalpolitisk forum som foreslået af Jens Bloch. Vi skal sikre semi-autonomi til et sådant forum, hvis det skal placeres i vores struktur. Få snærende bånd, men samtidig en sikkerhed for, at det foreslåede forum agerer uafhængig af partipolitik og egeninteresser som lokalpolitisk vagthund i vores “pastorat”.

Inden udgangen af forårssæsonen 2018 skal vi også i bestyrelsen have taget en grundig drøftelse af vores fremtidige kommunikation med omverdenen. Udviklingen omkring de sociale medier buldrer derudaf – og vi skal være parate til at tilrette vores brug af facebook og hjemmeside som fremtidige kommunikationsplatforme, så vi ikke unødigt driver veksler på vore beskedne frivillige ressourcer til krævende redaktøropgaver.

Og så skal vi for øvrigt hele tiden sikre os at være spilbare, når enkeltpersoner eller grupper i lokalområdet byder os op til dans. Potentialet for mere samspil med lokalråd og andre etablerede aktører i Silkeborg Syd må aldrig tilsidesættes for hensyn til “plejer” eller mangel på sociologisk fantasi!

Det hele for at styrke sammenhængskraft og det muntre liv for os, der bor i Silkeborg Syd!

Bestyrelsen for Liga Syd

Februar 2018

Et vælgermøde med fokus på samspil og fællesskab

Vælgermøde 26. oktober 2017 på Toftebjerg Medborgerhus i Them.
Omkring 75 borgere fra Silkeborg Syd trodsede blæst og regn torsdag aften på Toftebjerg Bibliotek & Medborgerhus. Her trådte 9 lokale byrådskandidater frem på den lokalpolitiske scene i forbindelse med et anderledes vælgermøde arrangeret af Liga Syd i samarbejde med de fire lokalråd fra Silkeborg Syd. I stedet for at tage afsæt i valgtaler fra kandidaterne blev aftenen kyndigt guidet af Henrik Jacobsen som ordstyrer og Torben Hansen som indleder og afslutter. Med yderligere hjælp fra et borgerpanel blev fokus sat på lokalpolitiske temaer, som kandidaterne efterfølgende fik mulighed for at kommentere og politisere omkring.

20171026_190256

En forfriskende  nyudvikling af vælgermøde konceptet blev det. Ingen infights og personangreb, men modsat en række eksempler på, at politikere kan samspille og i fællesskab varetage en bindeledsfunktion mellem borgere og byråd. Som da aftenens første større tema – bybusdækning af de mindre landsbysamfund i Silkeborg Syd – blev endevendt. I stedet for blot at konstatere, at også vi i Silkeborg Syd har krav på kollektive busforbindelser for at kunne deltage i kommunens kulturtilbud, der har det med at klumpe i Silkeborg midtby, blev temaet udfordret af politikeraspiranterne. En nuanceret debat, hvor vi undgik en gold konstatering af, hvem der var henholdsvis tilhængere og modstandere af mere kollektiv trafik. I stedet blev der drøftet mere intelligente og decentrale transportmuligheder, så vi ikke ender med at kunne spotte halv- og heltomme 54-personer busser i landskabet.

Andre temaer blev tilsvarende gradbøjet i fællesskab mellem borgerpanelet, tilhørerskaren og kandidaterne: – hvordan får vi skabt en ungdomspolitik i Silkeborg Syd, der fremmer bosætning og modvirker fraflytning? Og hvordan opnår vi en ønsket synergi mellem kommunalt ansatte, frivillige og lokale ildsjæle i lokalområderne?

Også nærdemokratiske ambitioner blev luftet under vælgermødet. Enkelte kandidater ventilerede deres ambitioner for et udvidet nærdemokrati, hvor tidligere – og mere reel – borgerinddragelse kommer til at karakterisere samspillet mellem byråd og lokalsamfund. Her gik udfordringen også den anden vej, nemlig fra politikerne til lokalrådene, der blev opfordret til at være mere fremme i skoene og være dagsordenssættende i langt højere grad, som det allerede kendes fra proaktive lokalråd i kommunen.

20171026_191021Selv om vi i Silkeborg Syd udgør over ti procent af indbyggertallet i kommunen, så står vi for første gang efter sidste kommunesammenlægning uden lokal repræsentation i byrådet. Den sidste byrådsperiode har afsløret, hvor let et område kan glide ud af politikernes opmærksomhed, hvis ikke bindeledsfunktioner mellem borger og byråd er intakte. Fra salen blev et samspil på tværs af partiskel efterlyst, og flere af politikerne fra panelet kvitterede med at garantere, at hvis indvalgt i byrådet vil vi se et sådant lokalt samspil, så fællesinteresser for os i Silkeborg Syd vil blive varetaget bedst muligt gennem et politikersamspil, der bygger videre på aftenens intention – at skabe dialog og opmærksomhed om lokalpolitiske ambitioner fra Silkeborg Syd.

Stig Skovbo, formand Liga Syd

 

Generalforsamling 20/1 2016

LigaSydLogo-email2
Bestyrelsens beretning
til generalforsamling i foreningen Liga Syd 20. Januar 2016

Større sammenhængskraft og gode oplevelser i fællesskab. Dét udgør ambitionen bag foreningen Liga Syd, der ved denne tid sidste år blev stiftet af en løst organiseret initiativkreds af lokale medborgere fra Silkeborg Syd.

I foreningens formålsparagraf står der endvidere, at Liga Syd er partipolitisk uafhængig. At vi vil supplere, understøtte, inspirere og skabe sammenhænge mellem lokale aktører, der ligesom os vedkender os et medansvar for at sikre et aktivt medborgerskab blandt os, der bebor den sydlige del af Silkeborg Kommune.

Har vi så som forening formået at indfri vore egne ambitioner? Det korte svar er: JA – delvist i hvert fald, hvis vi selv i bestyrelsen skal sige det. Med denne beretning lægger vi i bestyrelsen op til en drøftelse blandt de fremmødte (medlemmer eller potentielle medlemmer), hvor vi forhåbentligt får spejlet vore meritter fra andre synsvinkler end dem, vi selv repræsenterer.

Vi håber på en bramfri dialog på denne generalforsamling. En dialog, hvor ris og ros afleveres med den udtalte hensigt sammen at videreudvikle på den erkendte spæde forening, der stadig træder sine barnesko …..

Og hvad har vi så bedrevet i løbet af 2015? En minutiøs optælling afslører, at vi i 2015 har gennemført 13 aktivitieter, når stort og småt lægges sammen.

8 aktiviteter er gennemført i ledtog med andre. Det drejer sig om en fugletur i det tidlige forår sammen med menighedsrådet i Them Sogn. Om indsamling af affald langs veje og stier i samarbejde med de grønne spejdere fra Them, Lokalrådet fra Gjessø og Danmarks Naturfredningsforening. Loppemarked i samarbejde med Jens Bæks Gård og Genbrugsbutikken i Bryrup. Og endelig 5 aftencyklinger for mountainbikere i ledtog med Them-hallerne.

5 aktiviteter er afviklet uden støttepædagog. Først var det vores initiativ omkring dannelse af et æblemostelav, hvor vi har mødtes to gange. Så var det vores plantebyttedag i foråret, der denne gang fandt sted centralt i Vrads. Vi var også på charmeoffensiv for at kapre nye medlemmer ved Themcentret. I efteråret har vi gennemført vores traditionsrige(¡) løvfaldsmiddag, der også i år var vel besøgt.

Generelt set har vore aktiviteter været velbesøgte. Kun i et tilfælde hidtil har vi aflyst en aktivitet på grund af beskedent fremmøde. Det drejede sig om et forsøg på at etablere café-møder om lokalpolitiske ideer og ønsker.

I bestyrelsen har vi i det forgangne år selv valgt at blande os omkring to lokalpolitiske emner.

Først handlede det om placeringen af et fremtidigt renoveret og udbygget medborgerhuset, hvor Silkeborg Kommune i starten tillod sig kun at invitere få interessenter til deltagelse i planlægningsarbejdet. Med ihærdig indsats fra næstformanden – bl.a. i form af en FaceBook spørgerunde – blev høringsrunden meget bredere end tiltænkt fra kommunens side.

I efteråret har det så handlet om den truende lukning af Birkebo Plejehjem i Bryrup. Vi har i høringsrunden undladt at forholde os til, om det er en god ide eller ej at lukke plejehjemmet. I stedet har vi (med Torben Hansen som strateg og pennefører) alene forholdt os til den mangelfulde offentlige høringsrunde. I vort høringssvar spiddede Torben det demokratiske underskud i processen, hvilket i første omgang har affødt en udsættelse af beslutningen i byrådet.

Fra sag til sag drøfter vi i bestyrelsen, om – og i givet fald på hvilken måde – vi i Liga Syd skal blande os i lokalpolitiske sager. Vi fastholder stædigt vores ikke-partipolitiske afsæt. Samtidig tillader vi os a politisere, hvis vi dermed fremmer foreningens formål eller kan påpege nærdemokratiske svigt.

Nogle få borgerhenvendelser omkring konkrete sager har vi i årets løb valgt at henvise til lokalrådenes virke for derved at undgå, at Liga Syd bliver en selvbestaltet lokal ombudsmandsfunktion, der går andre i bedene.

Endelig har vi gennem hele 2015 arbejdet med at realisere en forbedret annoncering af nyheder og aktiviteter i vort lokalområde. Først og fremmest skylder vi Medborgerhuset Toftebjerg en stor tak for fødselshjælp til vores foreningsdannelse. Ove og Line har ydet en uvurderlig hjælp omkring annoncering af vore aktiviteter og omkring udvikling af vores hjemmeside.

Det har hele tiden været givet, at vi ikke i længden kan trække på samme assistance fra medborgerhusets ansatte. Derfor glæder det bestyrelsen, at vi her mod slutningen af sidste år har fået tilsagn fra Lisbeth Zabihi om, at hun vil videreføre Lines arbejde som webredaktør for vores hjemmeside.

Vi har også fået nedsat en redaktionsgruppe bestående af Hanne Stenberg, Bent Karkov og Torben Hansen, der skal være med til at skaffe nyheder fra lokalområdet. Det er vores ambition, at hjemmesiden på sigt kommer udvikler sig til at blive en betydningsfuld og samlende digital platform for nyhedsformidling og annoncering af aktiviteter i Silkeborg Syd.

Er vi i bestyrelsen så tilfredse med årets gang? Well …… det afhænger vel af ambitionsniveauet for øjnene, der ser.

Det er en akilleshæl for foreningen, at vi er så få initiativtagere til nye aktiviteter. Derfor skal det ikke skorte på opfordringer til, at andre medborgere i eller udenfor medlemsskaren bringer forslag til nye aktiviteter til huse.

Vi har i bestyrelsen aftalt en husmandsregel om, at et bestyrelsesmedlem skal være medarrangør af nye tiltag, men initiativet ser vi gerne kommer fra andre ….. hvad enten de er medlemmer eller ej.

I bestyrelsen har vi også en ambition om, at mange flere medborgere i fremtiden vil bidrage til at aktualisere vores hjemmeside. Der er brug for tekstforfattere, nyhedsrapportere og fotografisk interesserede, der levendegør dét, der sker i vores lokalområde. Også du kan sende tekst og billeder til vores webredaktør og redaktionsgruppe.

Jow da ….. vi synes selv, at vi er kommet hæderligt fra start. Ambitionerne bag Liga Syd er på vej til at blive realiserede. Men vi har lang vej endnu, hvis vi skal indfri vore beskrevne visioner på vegne af foreningen.

Vores aktivitetskalender for foråret 2016 finder du på vores hjemmeside (www.ligasyd.dk) . Den består af nye aktiviteter såvel som gengangere fra sidste års forårsprogram. Men der er stadig plads til flere initiativer. Dem håber vi på, at også DU vil bidrage med i fremtiden.

Tak fordi i alle kom. Forhåbentlig afføder denne beretning en righoldig drøftelse ……

                                   Bestyrelsen for Liga Syd