Tag-arkiv: plantebyttedag

Liga Syd i forårshumør…

Nu blomstrer frugttræerne og løvet folder sig ud i al sin saftiggrønne skønhed. Så er det vist tiden til at kvittere vores medlemskreds for jeres støtte til Liga Syd. Tak til jer, der med kontingentbetaling medvirker til at finansiere annoncering og eventuelle udgifter i forbindelse med gennemførelse af netværkets aktiviteter. Vi nærer endnu en forhåbning om at nå 50 betalende medlemmer inden sommerferien …… og her i begyndelsen af maj er vi oppe på 38, der hver især har betalt kr. 100 som støttemedlemmer for netværket.

Indsamling af skrald
Forårets aktiviteter har indtil nu haft et grønt skær. Vi har indsamlet skrald langs stinet og grøftekanter. Godt et tons fordelt på lidt mere end 100 sække blev det til, da 60 voksne og en håndfuld børn tog affære i et par timer en forårssøndag i april. Denne gang samarbejdede vi med spejderne i Them, lokalrådet i Gjessø og Jens Bæks gård i Bryrup.

6

Plantebyttedag
Vores plantebyttedag var henlagt til pladsen mellem kirke og forsamlingshus i Vrads i år. Trods regn og blæst var der mødt 10-15 haveentusiaster frem samt en række øvrige medborgere med grønne fingre, der deltog i havefolkets udveksling af planteråd. Mellem 50 og 60 forskellige frøplanter, stauder eller småtræer skiftede ejerskab under seancen.

Fuglestemmetur
I samarbejde med Them menighedsråd havde vi en vellykket fugletur til den nyudsprungne bøgeskov ved Naturskolen på Lystrupmindevej. Under kyndig ledelse af tre yderst kompetente lokale ornitologer blev et par og tyve deltagere indviet i, hvordan de talrige sangstemmer fra fuglekoret kan decifreres. Morgenturen sluttede med fælles morgenbord i menighedshuset i Them, hvor vore guider repeterede fuglestemmer fra mødte sangfugle via smartphone og lydbog.

IMG_2822

Æblemostelaug
I løbet af foråret har vi været i gang med at samle æbleproducenter, der måske i fremtiden ønsker at danne et æblemostelaug. Indtil videre har vi været samlet for at lære hinanden at kende. Og for at kunne trække på hinandens viden om dyrkning af frugttræer, bestøvningsforhold og teknikker til mostning såvel som til opbevaring af den liflige saft fra årets frugthøst. I begyndelsen af æbletræernes blomstringsperiode besøgte vi sammen Kristians æbleskov i Klovborg. Her sluttede vi af med prøvesmagning af forskellige slags æblecider og most.

Loppemarked mm
De beskrevne aktiviteter har primært henvendt sig til naturinteresserede. Nok mest fordi initiativkredsen bag Liga Syd alle deler glæden ved vores fælles natur. Men vi har dog ambitioner om med tiden at udvide vores virkefelt. Vi har derfor også forsøgt os med en caféaften for dialog om stort og småt i vores lokalområde. Og vi har også blandet os i forårets hotte lokalpolitiske debat omkring den fremtidige placering af et medborgerhus eller kulturhus i Silkeborg Syd. Endelig er vi i færd med at stable et loppemarked på benene. Det afvikles lørdag den 13. juni ….. du kan stadig nå at donere effekter.

For øjeblikket er vi i færd med at sammensætte vores aktivitetsprogram for efterårssæsonen. Vi hører meget gerne fra dig, hvis du har ideer til aktiviteter, der ligger dig på sinde – og som kan styrke fællesskaber og sammenhængskraft i Silkeborg Syd.

Mange hilsner / god sommer …………….. Stig Skovbo
På vegne af bestyrelsen for Liga Syd