Salg af statsskove – hvad siger politikerne?

DATO, TID OG STED: 28. september 2016 kl. 19.30 i Medborgerhuset Toftebjerg, Them

Velkommen til møde med de lokale politikere om “salg af statsskove – hvad siger politikerne?” Mødet er en opfølgning på informations- og debataftenen i Vrads den 6. september 2016, hvor det bla. blev belyst, hvilke lovgivningsmæssige forskelle der forefindes for publikum i hhv. private som statsskove.

Program for mødet: 

  • Velkomst v. Henrik Jacobsen, Liga Syd
  • 5 min’s oplæg fra hver deltagende politiker m. korte afklarende spørgsmål fra salen
  • Pause
  • Drøftelse mellem politikere og tilhører fra salen

Hver politiker får således indledningsvist tildelt 5 minutter til et indlæg, som kan forberedes udfra følgende drejebog:
Hvad er dit partis holdning til salg af statsskov?

  1. Hvis dit parti går indfor salg, hvad er så begrundelsen for at sælge statsskov?
  2. Under hvilke betingelser skal salg foregå ift. eks.:
  3. adgangsret for publikum
  4. fastholdelse og udbygning af publikumsfaciliteter i skovene
  5. mulighed for udførelse af naturgenopretning
  6. Hvordan betragter dit parti statsskovene som en del af vores fælles værdi og velfærd?

Hvis dit parti ikke går indfor salg, hvad er så begrundelsen for dette?

Til Liga Syds politikerhøring om salg af statsskov d. 28.9. er følgende politikere for indeværende repræsenteret:

  1. Leif Bæk, V, byrådsmedlem Silkeborg Kommune
  2. Frank Borch-Olsen, C, byrådsmedlem Silkeborg Kommune
  3. Thomas Jensen, lokal mf for S
  4. Johnny Heinmann, LA, lokal folketingskandidat
  5. Karina Due, lokal mf for DF
  6. Hans Okholm, SF, byrådsmedlem Silkeborg Kommune

Ligesom der fortsat afventes svar fra såvel Alternativets, Radikal som Enhedslistens repræsentation.

6.9. afholdt Liga Syd indledningsvist en informations- og debataften i Vrads. Et referat af denne aften kan læses her!

 

 

Hvorfor statsskov og privat skov?

I Silkeborg Syd har vi som borgere et væld af store og smukke skove lige uden for døren. De fleste af os opfatter vel dette som et privilegium, uanset om vi kommer i skovene som vandrere, naturobservatører, cyklister, jægere eller noget ganske andet.

B76080B9-AC58-4FC9-BD1E-4580F5D0BB6B

Silkeborg Syds store skove er forekommer såvel som stats- og privatejede skove. Og måske er ikke alle bekendt med ejerstatus af netop deres lokale favoritskov – og skal man være det?

Principielt ja! For vilkårene for din færden i din favoritskov er forskellig – alt efter om den er ejet af staten eller en privat lodsejer.

Lad os ta’ et par eksempler:
I statsskoven har alle adgang overalt på alle tider af døgnet – også når der afholdes jagt. Og i store særligt udpegede dele må man overnatte i telt. Der må eks. samles bær og kviste. Man kan således sige, at statsskoven er vores alles skov med lige ret for alle.

I den private skov er adgangen begrænset til fra kl 6 om morgen og til solnedgang. Nattevandring er således som udgangspunkt ikke tilladt. Din færden her er begrænset til befæstede stier. Bær- og svampeplukning og anden indsamling er således ikke tilladt udenfor stierne. For der er ingen adgang ud i skovbunden udenfor stierne.

Når der afholdes jagt i en privat skov, vil man ofte møde skiltning som denne, der er et eksempel fra en privat skov i Silkeborg Syd:
thumbnail_skovskiltning

Altså at skoven er lukket, når der afholdes jagt. Adgang skal dog som udgangspunkt genetableres, så snart jagt er ophørt. Uanfægtet har undertegnede oplevet, at privat skov i Silkeborg Syd har været skiltet med lukning i mere end 14 dage i træk.

På andre områder er der forskel på vilkårene for stats- kontra privat skov. Og dem vil vi generelt gerne stille lidt skarpere på fra Liga Syds side. Den begrænsede adgang for publikum i private skove kan man argumentere for kan skabe forbedrede levevilkår for sårbart dyreliv, der kun tåler minimal påvirkning af  menneskelig aktivitet. Et lokalt eksempel herpå er afspærring af privat skov omkring ynglende havørn i Silkeborg Syd. Ville man gøre dette i statsskov? Og vil man overhovedet kunne have ynglende havørn i en statsskov?

Der er overordnet 2 årsager til at Liga Syd ønsker mere bevågenhed på vores skove:
1) At skabe bedre indblik i de brugsmæssige vilkår for skovene omkring os
2) At den siddende regering ønsker at privatisere dansk statsskov gennem salg til private opkøbere, hvilket kan få betydning for Silkeborg Syds skovpublikum

Såfremt store statsskovarealer skal overgå til privat ejerskab, må det være på sin plads at belyse de større konsekvenser heraf for landets borgere. At sandsynligheden for et sådant regeringstiltag tillige vil kunne få betydning for Silkeborg Syds skove og dermed din og min adgang og brugsret hertil, kan vel betegnes som mere end marginal grundet vores store skovandel her.

Ovenstående er baggrunden for, at Liga Syd ønsker at sætte fokus på sådanne regeringsovervejelser. 6. september vil vi afvikle en debataften på Toftebjerg med formålet overordnet at belyse: Hvad må du i stats- og privat skov? Og argumenter for at have stats- og/eller privat skov. Så vi alle kan blive klogere på, hvad sådanne regeringsovervejelser kan betyde for vores brug af vores mange skove.

Efterfølgende senere på efteråret vil vi gerne afholde en offentlig høring med indbudte kommunalpolitikere og lokale folketingspolitikere for at høre nærmere: Hvad er vore lokalpolitikeres tilgang til salg af statsskove? Argumenter for/imod. Støtter borgmesteren salg af statsskov i Silkeborg Kommune?

Følg derfor med på Liga Syds hjemmeside og i den lokale dagspresse, hvis du er interesseret og ønsker at deltage.

Jens Muff og Henrik Jacobsen
Liga Syd