Folkeoplysningens plads i lokalsamfundet

dof_logo_hvid_typo_a4-print (1)

Af Hanne Steenberg

Under denne overskrift rettede Liga Syds redaktion henvendelse til Evan Johansen, der er formand for Them Aftenskole. Vi spurgte Evan om folkeoplysningens plads og rolle i et nutidigt perspektiv samt om tanker og perspektiver for den lokale folkeoplysning. Her er Evans ord og tanker:

Det var vel egentlig gode gamle Grundtvig, der lancerede folkeoplysningen, og grundlagde det fundament som blandt andet højskoler, aftenskoler og andre skoler bygger på.

Oplysning til folket må siges at være slået igennem. Aldrig har der vel været så mange muligheder for almen oplysning som i dag. Udstyret med computere, ipads, mobiltelefoner og hvad man ellers kan nævne, er oplysningen lige ved hånden. Alt kan googles og i løbet af kort tid har man svar på store og små spørgsmål.

Samtidig er danskeren generelt bedre og bedre oplyst via øget skolegang, uddannelse m.v.

Folkeoplysning i den forstand, at det er et område aftenskolerne tager sig af, har ændret sig i de senere år. I Them Aftenskole har vi oplevet en drastisk nedgang i interessen for de fag, der traditionelt har været udbudt. I dag er Them Aftenskole en skygge af, hvad den var for få år siden. I denne sæson har vi kun kunnet gennemføre tre fag – og det med vigende tilslutning – yoga og knipling er de eneste ting vi lige nu kan sælge.

Det kan jo skyldes flere ting. Samtidig med at vi som borgere finder oplysning flere og flere steder, er der også kommet flere aktører på banen i form af privatpersoner, der udbyder fag, der per tradition var noget aftenskolen tog sig af. Det skal ikke beklages, men blot anføres som en af årsagerne til at aftenskolen har trange kår.

En anden årsag er også, at vi er blevet mere mobile, og gerne flytter os over kortere eller længere afstande for at tage del i tilbud, der passer os. Her på egnen har vi nok også haft lettere ved at søge ind mod Silkeborg, hvor alle tilbuddene findes. Andre steder i området, kan man stadig drive aftenskole med flere fag – som eksempel i den gamle Gjern Kommune, hvor vores samarbejdspartner Gjern Aftenskole stadig lever i bedste velgående.

Evan Johansen

Evan Johansen

Fremtiden
Det er som bekendt svært at spå om fremtiden – men jeg vover det alligevel.

Om få år tror jeg desværre ikke, at Them Aftenskole eksisterer – den vigende tilslutning til vores udbud gør udslaget.

Omvendt vil det ikke betyde, at folkeoplysningen går i stå. Nok på traditionel vis, men alle de nye muligheder gør, at folkeoplysningen vil have gode kår, men det bliver hjemme ved skærmen eller via mobilen. Det er også godt nok, men det betyder omvendt, at man kommer til at mangle den del af folkeoplysningen, der sker, når mennesker mødes omkring en sag, undervisning og andre ting. Via mødet med hinanden sker der også en oplysning, og det er ærgerligt, hvis den forsvinder.

Det kan virke lidt som et sortsyn, men omvendt tror jeg folkeoplysningen har en fremtid, vi skal blot se på nye veje og muligheder. Folk vil stadigvæk have brug for at mødes i fællesskaber, og sammen udforske den verden vi lever i.

Them løbeklub overvejer nyt navn

– Navnet matcher ikke realiteterne

Artiklen er skrevet af Bent Karkov.

Michael Futtrup, medlem af klubbens bestyrelse, fortæller til Liga Syd, at klubben længe har overvejet at skifte navn. Et nyt navn skulle så gerne afspejle, at medlemmerne kommer fra hele den gamle Them kommunes område.  Da klubben startede for 9 år siden, kom næsten alle fra Them-området, men da vi jo hver søndag kl. 9.30 løber med udgangspunkt fra p-pladsen i Velling skov, fik det en del Bryrup borgere til at koble sig på. Og de har heldigvis hængt ved.

loebeklub2

Samtidig må navnet også gerne afspejle, at klubben ikke kun er for løbere. I den senere tid er der blevet flere og flere, der med samme udgangspunkt foretager vandreture i det dejlige skovområde i Velling.

Og det sociale omkring kaffe og rundstykker efter motionen er også blevet en mere og mere betydningsfuld del af klubbens aktiviteter.

loebeklub1

Udover søndag formiddag løbes der onsdag kl. 17 med start fra Them-centret. En gang om måneden er der klubaften efter onsdagsløbet med kaffe og let spisning.

Klubbens medlemmer er blevet opfordret til at komme med forslag til nyt navn. Foreløbig drøftes navne som Saltenå-dalens motionsklub,  Velling skov og omegns motionsklub, Them-Bryrup løbeklub. Bestyrelsen vil inden længe foretage den endelig beslutning.

Klubben er åben for alle, der ønsker at motionere i dejlige omgivelser sammen med mennesker, der gerne vil hygge samtidig. Der er pt knap 40 medlemmer, men der er plads til flere
Mere information om klubben kan fås hos Michael Futtrup, Them, tlf. 30 28 40 55

 

”Gode indkøbsmuligheder”

Skrevet af Bent Karkov

“Gode indkøbsmuligheder”. Hvor ofte har man ikke set denne vending i diverse ejendomsannoncer. Men det er også noget, der prioriteres højt, når man skal vælge bosted.

Hvordan ser det så ud i vores sydlige del af kommunen. Det vil vi kigge på med et særligt fokus på den største af udbyderne af daglige fornødenheder, Superbrugsen i Them

De fleste bymæssige bebyggelser af en vis størrelse i området har indkøbsmuligheder: Daglibrugsen og SPAR i Virklund, Gjessø Super, Vrads købmandshandel, Hjøllund købmandsbutik , Daglibrugsen i Bryrup, mens Vinding og Salten må ty nærliggende byer. I Them har der siden midten af nullerne været 2 dagligvarebutikker, nemlig Kiwi (før Alta) og Superbrugsen.

Her har uddeleren, Ole Vinther Jacobsen, været i spidsen siden 2004. Ole kom fra en tilsvarende stilling i Hovedgård, men det var nyt for ham at blive leder af en selvstændig brugs med egen lokal bestyrelse, der har en såkaldt franchise aftale med Coop.  Ole er leder for 33-34 ansatte, omkring 17 fuldtidsstillinger omregnet.

olejakobsen

Brugsuddeler Ole Vinther Jacobsen

facade

 

 

Vi sætter pris på at kunne sætte vores egen dagsorden lokalt, men er glade for fordelene ved at være med i et stort fællesskab”, siger Ole, der i sin tid som uddeler har oplevet 10 % fremgang i omsætningen stort set hvert år siden han tiltrådte.  Det kneb lidt under de første kriseår, der også faldt sammen med åbning af Alta i Themcentret og ombygningen af torvet.

Ny tilbygning
Men i sit 60. år kan Ole nu glæde sig over snart at skulle indvie en stor tilbygning på ca. 500 m2, så der i alt bliver 1273 m2 butiksareal.

”Vi har i lang tid haft for trange forhold til både ansatte og kunder. Vi får bredere gangarealer og mere plads til varer, som vi gerne vil vise noget bedre. Det gælder først og fremmest de økologiske varer og eksempelvis glutenfri madvarer”.

Vi kan glæde os over at vi gennem Coop’s kundetilfredshedsundersøgelser får en meget fin respons.  Vi har herigennem erfaret, at kunderne efterspørger mere økologi, men den daglige samtale med kunderne fortæller os også, at vi skal gøre endnu mere ud af dette end i dag. Heldigvis er den tid forbi, hvor folk kunne finde på at melde sig ud af COOP efter et mangeårigt medlemsskab, fordi man her aktivt har støttet den lettere adgang til økologi.  Vi oplever faktisk nu et jævnt stigende medlemstal, så der nu er godt 1200 medlemmer af andelsforeningen.

Visioner
I den nye butik ser vi frem til få bedre muligheder for at realisere det vi, bestyrelse, medarbejdere og ledelse, gerne vil.  Og det kan vi gøre uden at det bliver dyrere.  Udvidelsen koster ca 10,5 mio, hvoraf 3,5 mio. går til nye kølere og frysere.  Der kommer låg på fryserne, så kuldetabet bliver mindst muligt. Samtidig får vi led-belysning over det hele.  Det giver store besparelser.

Så vi ser frem til at vi på bedste vis kan være områdets førende madbutik, slutter Ole Jacobsen samtalen med Liga-syds udsendte

nybygning

Den nye tilbygning forventes klar 1. maj 2016

Det kommende Biblioteks- og Medborgerhus på Toftebjerg

Skrevet af Henrik Jacobsen

Medborgerhuset-bibliotek

Toftebjerg, facade

Them Bibliotek skal flyttes og indrettes på Toftebjerg Medborgerhus.
Der er afsat i alt ca 12 mio kr. til renovering af det nuværende Medborgerhus samt en mindre tilbygning.

Som udgangspunkt er det en spændende, men også udfordrende opgave: At skabe sameksistens under fælles tag mellem bibliotek og medborgerhus på færre kvadratmeter tilsammen, end det de hver oprindeligt havde.

En del af renoveringen af det nuværende Medborgerhus vil bestå i at energiforbedre bla. tagkonstruktionen til 2016-niveau. Det samlede beløb til regulær arealudvidelse udgør således ca 60% af de i alt afsatte 12 mio kr.

De store spørgsmål i forhold til den kommende indretning har bla. været, hvad har højeste prioritet i det nuværende Medborgerhus, som bør bibeholdes eller måske udbygges? Samt at tænke bibliotek på en ny måde som en levende organisme med stor åbningstid.

Hvilke aktiviteter og faciliteter har stor prioritet – og hvilke mindre?
Sidste år iværksatte Liga Syd en brugerundersøgelser, mens Silkeborg Kommunes korte høringsfase for fremtidig placering af det nye biblioteks- og medborgerhus fandt sted. Et klart billede pba. 263 borgertilkendegivelser viste entydigt, at cafefunktion og koncertaktiviteter i salen på Toftebjergs 1. sal, samt kombinationen af at spise i cafe og nyde koncertoplevelser på 1. sal, er borgerne i Silkeborg Syds klart foretrukne aktiviteter på Toftebjerg. Ville der fortsat blive mulighed for dette i det kommende biblioteks- og medborgerhus?

Hvad får vi for pengene?
Indretnings- og budgetarbejdet henover 2015 har afsløret, at det er muligt at bevare begge dele og kombinationen heraf. Et nyopført indgangsparti vinkelret på hovedbygningen rummer trappeopgang til 1. sal og indgang i stueplan ind til til et stort fællesrum, der rummer biblioteket og som går over i cafeen, der bibeholder sin nuværende placering. Der er således tale om et stort multirum i det meste af hovedbygningens grundplan, hvor bibliotek og cafe kan udvides/indskrænkes alt efter konkret behov ift. aktuelle arrangementer.

På 1. salen bibeholdes de 2 sale men nu med en lydisoleret skillevæg imellem, der skulle sikre, at der bør kunne gennemføres aktiviteter i begge sale på samme tid uafhængigt af hinanden, hvilket ikke har været muligt før.

Konsekvensen af at etablere et stort fællesrum i stueplan er bla., at størrelsen på møderum reduceres, og at der skal tænkes kreativt for at skabe tilstrækkeligt med eks. nødvendige depotrum til eksisterende aktiviteter.

Vores fremtidige Biblioteks- og Medborgerhus
Ved sammenlægningen af bibliotek og Medborgerhus opstår nye muligheder for at skabe yderligere liv og aktivitet på Toftebjerg. Aktive biblioteksbrugere, der normalt ikke har deres gang på Medborgerhuset, vil måske blive aktive medborgerhusbrugere og omvendt. Og nye samarbejdsformer på medarbejder- og på aktivitetsfronten vil sikkert finde dagens lys.

Uanfægtet er det glædeligt, at såvel cafebespisning og store musikalske oplevelser og kombinationen heraf fortsat vil finde sted på Toftebjerg i renoverede rammer til glæde for Silkeborg Syds borgere.

Hermed et stort velkommen til Silkeborg Syds nye biblioteks- og Medborgerhus!

Indretning stueplan

Interview med Niels Uldall-Jessen

Interview med fhv. sognepræst Niels Uldall-Jessen i Them
Artiklen er skrevet af Torben Hansen

Institutioner og gode rammer er vigtige, men det er de menneskelige relationer der afgør, om dit lokalsamfund er vigtigt for dig.
Når man har boet i Them i rigtig mange år, haft sit udkomme i byen og været aktiv i lokalsamfundet på rigtig mange leder og kanter – både i kraft af jobbet og ved siden af jobbet – så ved man noget om sit lokalsamfund. Om muligheder og om udfordringer.

Liga Syd har derfor opsøgt forhenværende sognepræst i Them, Niels Uldall-Jessen, for at høre hans syn på sagen.

Uddrag af Niels Uldall-Jessens blå bog:

  • Født i 1943 i København.
  • Studier 1964-72 i Århus.
  • 1979-2010 Sognepræst i Them.
  • Aktiv både i det kirkelige sociale arbejde i sognet og i lokalsamfundet i øvrigt. Er bl.a. i mange år aktiv i den lokale socialdemokratiske partiforening
  • 2005: Med i opstarten på organiseringen af lokalrådsarbejde i den nye Silkeborg Kommune. Medlem af Them-Salten Lokalråd frem til 2014.
  • Aktuelt: Formand for Venskabsbyforeningen Them-Gulbene.
  • Formand for Toftevangs Venner, som rummer de frivillige i ældreomsorgen på Toftevang Plejecenter.
Fhv. sognepræst Niels Uldall-Jessen

Fhv. sognepræst Niels Uldall-Jessen

Niels, trives du lige så godt i dit lokalsamfund i dag som i dine allerførste år i Them?
Ja, bestemt. Jeg er faktisk født i København, sammen med min kone læste jeg teologi i Århus og sammen slog vi os ned her i 1979. Her er vi hjemme. Jeg har et godt netværk og mange venner og bekendte i Them.

Afgørende for tilhørsforholdet til ens lokalsamfund er ikke hvorvidt de offentlige institutioner fylder mere eller mindre i gadebilledet, om den offentlige service og andre offentlige tilbud bliver større eller mindre. Det handler om forankringen til mennesker omkring dig.

I øvrigt opfatter jeg det ikke sådan, at lokalsamfundet her i Them er i tilbagegang – selv om vi kan konstatere et vigende børnetal og senest en lukket børnehave. Og selv om vi netop har haft meget offentlighed omkring samling af bibliotek og Medborgerhus. Folk er blevet meget mere mobile. Andre tilbud udenfor lokalsamfundet trækker også i dem. Og ønsker deres opmærksomhed og deres frivillige kræfter. Flere ønsker mere, meget mere.

Hvad har egentlig styret hvilke aktiviteter, du skulle give opmærksomhed i årenes løb? Har du aldrig følt dig presset til at tage en opgave?
Nej, siger Niels, det er kommet lidt af sig selv, hvad jeg har følt kunne være spændende og vigtigt at beskæftige mig med.
Og kommer så i tanke om en undtagelse: Venskabsforeningen Them-Gulbene, hvor Niels i dag er medlem af bestyrelsen og foreningens formand. Da de hidtidige faste støtter trak sig, fandt jeg, at det er så værdifuldt et arbejde den forening står for, at det ikke måtte falde på gulvet.

Men også dette foreningsarbejde er godt og givende at være med til. Senest har vi f.eks. haft mulighed for at invitere en gruppe seniorer her til byen. Det var rigtig spændende.

I øvrigt er det en rigtig god kombination, dette at beskæftige sig med aktiviteter og mennesker på tværs af grænser og lande med udgangspunkt i lokalsamfundet. Et lokalsamfund skal ikke kun se indad, men også gerne have udsyn, internationalt udsyn.

Hvad kan der gøres for at sikre lokalsamfundet, også fremover?
Niels: I hvert fald må vi gøre en indsats for, at lokalområdet fortsat er repræsenteret i byrådet. For det betyder meget om vi har et byrådsmedlem med lokalkendskab – og med hjertet på rette sted – i de enkelte fagudvalg, når spareplaner bliver udviklet. Og det betyder bestemt også noget, at der er frivillige, der vil gå ind i lokalrådsarbejdet!

Liga Syds skribent takker for kaffe og brunkage. For punktnedslag på et langtidsholdbart engagement i lokalsamfundet og fortrækker ud i decembermørkets vandpytter. Dejligt at erfare og bringe videre!.