Et vælgermøde med fokus på samspil og fællesskab

Vælgermøde 26. oktober 2017 på Toftebjerg Medborgerhus i Them.
Omkring 75 borgere fra Silkeborg Syd trodsede blæst og regn torsdag aften på Toftebjerg Bibliotek & Medborgerhus. Her trådte 9 lokale byrådskandidater frem på den lokalpolitiske scene i forbindelse med et anderledes vælgermøde arrangeret af Liga Syd i samarbejde med de fire lokalråd fra Silkeborg Syd. I stedet for at tage afsæt i valgtaler fra kandidaterne blev aftenen kyndigt guidet af Henrik Jacobsen som ordstyrer og Torben Hansen som indleder og afslutter. Med yderligere hjælp fra et borgerpanel blev fokus sat på lokalpolitiske temaer, som kandidaterne efterfølgende fik mulighed for at kommentere og politisere omkring.

20171026_190256

En forfriskende  nyudvikling af vælgermøde konceptet blev det. Ingen infights og personangreb, men modsat en række eksempler på, at politikere kan samspille og i fællesskab varetage en bindeledsfunktion mellem borgere og byråd. Som da aftenens første større tema – bybusdækning af de mindre landsbysamfund i Silkeborg Syd – blev endevendt. I stedet for blot at konstatere, at også vi i Silkeborg Syd har krav på kollektive busforbindelser for at kunne deltage i kommunens kulturtilbud, der har det med at klumpe i Silkeborg midtby, blev temaet udfordret af politikeraspiranterne. En nuanceret debat, hvor vi undgik en gold konstatering af, hvem der var henholdsvis tilhængere og modstandere af mere kollektiv trafik. I stedet blev der drøftet mere intelligente og decentrale transportmuligheder, så vi ikke ender med at kunne spotte halv- og heltomme 54-personer busser i landskabet.

Andre temaer blev tilsvarende gradbøjet i fællesskab mellem borgerpanelet, tilhørerskaren og kandidaterne: – hvordan får vi skabt en ungdomspolitik i Silkeborg Syd, der fremmer bosætning og modvirker fraflytning? Og hvordan opnår vi en ønsket synergi mellem kommunalt ansatte, frivillige og lokale ildsjæle i lokalområderne?

Også nærdemokratiske ambitioner blev luftet under vælgermødet. Enkelte kandidater ventilerede deres ambitioner for et udvidet nærdemokrati, hvor tidligere – og mere reel – borgerinddragelse kommer til at karakterisere samspillet mellem byråd og lokalsamfund. Her gik udfordringen også den anden vej, nemlig fra politikerne til lokalrådene, der blev opfordret til at være mere fremme i skoene og være dagsordenssættende i langt højere grad, som det allerede kendes fra proaktive lokalråd i kommunen.

20171026_191021Selv om vi i Silkeborg Syd udgør over ti procent af indbyggertallet i kommunen, så står vi for første gang efter sidste kommunesammenlægning uden lokal repræsentation i byrådet. Den sidste byrådsperiode har afsløret, hvor let et område kan glide ud af politikernes opmærksomhed, hvis ikke bindeledsfunktioner mellem borger og byråd er intakte. Fra salen blev et samspil på tværs af partiskel efterlyst, og flere af politikerne fra panelet kvitterede med at garantere, at hvis indvalgt i byrådet vil vi se et sådant lokalt samspil, så fællesinteresser for os i Silkeborg Syd vil blive varetaget bedst muligt gennem et politikersamspil, der bygger videre på aftenens intention – at skabe dialog og opmærksomhed om lokalpolitiske ambitioner fra Silkeborg Syd.

Stig Skovbo, formand Liga Syd